LandbrugsAvisens journalist Christian Juel Jørgensen kørte i sidste uge ind i Ukraine for at rapportere fra den spændte kornsituation i landet, som lige nu kæmper med en russisk invasion.
Oplevelsen af at være i Ukraine starter allerede her.
20-30 km fra Ukraine på motorvejen med retning mod den største grænseafgang, hvorfra man hurtigt kører til storbyen Lviv.
Jeg holder ind på en rasteplads for at tisse. Et ellers helt nyt anlæg, hvor der skulle have været en større butik og liv, står mærkeligt hen. En bil standser og en mand stiller mig et spørgsmål på polsk. Jeg tror, at han vil høre, om der er nogle mennesker til at betjene os. Vi ser ingen. Men toilettet er i det mindste åbent på det, som ellers er en meget stor rasteplads med plads til mange hundrede biler.
På den nye legeplads har ukrudtet taget magten. Ude på motorvejen er min blå Skoda rimelig ensom.
Det er som om, at alle andre for længst har vendt om. Mine tanker kredser om, om jeg burde have handlet noget mere med for en sikkerheds skyld. Men så kommer grænsen, og pludselig er der biler igen. Med EU-nummerplader er det som at køre frem til Mols Linjen og kunne få lov til at køre direkte på færgen, mens alle andre biler med UA for Ukraine holder i en længere kø.
Det skulle så vise sig at være en lidt fjern virkelighedsopfattelse. Foran mig er der kun 3-4 andre EU-biler, og det tager da heller ikke mere end 20-30 minutter at komme frem til tolderen, som viser sig ikke at være en tolder, men grænsepolitiets første tjek.
Da spørgsmålet om at se bilens indregistreringsattest, bliver stillet, er rejsen tæt på at briste. Den ligger hjemme på gæsteværelset, og så begynder en 2-3 timer lang kamp om at få overbevist den ene grænsevagt eller tolder efter den anden om, at bilen skam er min, har forsikring og er fuld lovlig at køre.
Det viser sig nemlig, at man skal have tre forskellige folks gennemgang af sine papirer, hvorefter en sidste vagt skal se stemplerne igennem, inden man kommer ind - men det lykkedes.
Første indtryk efter, at jeg endelig får lov til at rejse ind, er et af rejsens vigtigste. På den anden side af grænsestationen skal jeg finde en vekselbod, så jeg kan få euro omdannet til den ukrainske møntfod. Mens jeg veksler, ser jeg lastbiler i et omfang, som jeg ikke har set før. Jeg har ellers set utrolig mange lastbiler igennem hele Europa holde på rastepladser. Min tanke er, at der gøres alt for at få fyldt vores såkaldte forsyningskæder op indenfor køre-hviletids-bestemmelserne.
De næste mange kilometer holder lastbilerne i kø. Og det er ikke fordi, de skal hvile. Rejsen ud af Ukraine lige nu – eller måske er det rettere sagt – rejsen ind i EU, byder på en ufattelig lang kø for dem, som transporterer varer ind og ud af landet. Jeg hører beretninger om ventetid på syv dage – eller en mere optimistisk version, hvor man kan køre fra det vestlige Ukraine med et læs korn på lastbil til Rumænien og tilbage igen på en lille uge.
Hvordan er det så at være i Ukraine lige nu?
Når man kører rundt ude på gårdene og i landsbyerne, kan man sagtens glemme, at man er i et krigsplaget land. Folk er meget gæstfrie, butikkerne har godt med varer, og der er benzin på tankstationerne.
I den første lidt større by udover landsbystørrelsen får jeg følelsen, som jeg typisk får i min hjemby fredag eftermiddag, selvom det er en tirsdag eftermiddag. Mange folk er ude og handle. Jeg vil gerne købe en is på en dag, hvor temperaturen ligger omkring 32 grader. Mit ukrainske er ikke-eksisterende, så jeg går ind i en kiosk, der viser sig at være en lokal slagter. Her er masser af folk og masser af kød. Jeg snakker over telefonen med gården, jeg skal besøge, og det går op for mig, at jeg skal styre sikkert efter ikke at køre alt for sent på aftenen. I Ukraine er der udgangsforbud fra klokken 23, og derfor skal de sene aftentimer ikke bruges på at fedte rundt og forsøge at finde vej.
Mærker man militæret og krigen, når man kører rundt?
Ja, der er militære checkpoints i og udenfor en række byer, og på min første tur, som vel er et sted mellem 200 til 300 km, skal jeg flere gange helt ned i sneglefart, når jeg passerer kontrolposterne.
Jeg havde egentlig taget en masse billeder af dem for at vise jer, hvordan det ser ud, når man kører rundt. På min andensidste dag blev jeg vinket ind. Her tager de mobiltelefonen og sletter alle billeder med sådanne checkpoints.
Det står formentlig på skiltene, at man ikke måtte filme dem – hvilket jeg ikke havde afkodet.
Og årsagen er rimelig tydelig og forståelig. Når man tager et mobilfoto, så har man også den helt bestemte geografiske koordinater for placeringen. Ukrainerne betragter hvert checkpoint, som typisk består af sandsække og betonklodser, som et muligt mål for russiske bomber. Der forsvinder også en række billeder af landbrugsmaskiner og flotte maskinhandlere, hvor Agco og John Deere har rullet skilte ud efter samme standard som i Danmark.
Der bliver også spurgt til, om jeg er en russer – og indgående til, hvad jeg laver i landet. Da jeg fortæller om det store kornoverskud og interessen for det i Danmark, så vækker det rimelig hurtigt forståelse – ligesom det er tydeligt, at russisk sprog ikke er min spidskompetence.
Hvordan er livet ellers langt fra fronten?
I det vestlige Ukraine befinder man sig i øjeblikket rigtig langt fra fronten. Hvis man skulle – og det havde vi bestemt ikke lyst til – køre ud til fronten i øst, så ville det nok tage lige så lang tid, som at køre hjem til Danmark.
Fronterne nede i syd, hvor russerne også har besat ukrainsk land, ligger også langt væk fra der, hvor jeg kører rundt. Det mest synlige på krigen er, at man i trafikken ser mange militære køretøjer. Ofte lidt ældre russiske Kamaz-køretøjer, som jeg formoder kører rundt med forsyninger - og så de her checkpoints.
I vejsiden er der rigtig mange plakater, der mobiliserer til kamp med billeder af soldater.
I dag kører de fleste efter GPS, og den virker. Og faktisk ville det være svært at køre efter et fysisk kort. Mange skilte er nemlig betrukket med sort plastik. Jeg formoder, at det er for, at russerne ikke skal kunne se bynavnene på satellitbilleder.
Inden jeg kører ind i Ukraine, har jeg tanket en 20 liters dunk med ekstra brændstof, så jeg har ekstra forsyninger. Det føltes som en god sikkerhed – men kunne godt have været undværet. Undervejs ser jeg ingen lange køer på tankstationerne, der kunne måle sig med ferietrafikken og køtilstanden på benzinstationerne ved Autobahnen i Sydtyskland.
Jeg bliver også lidt målløs, da jeg kommer ind på tankstationerne. Cappuccino, espresso får du også her. Hvad med en Mövenpick-is fra Schweiz, mens man tjekker sin mail over wifi? Visa-kortet fungerer fint, og de accepterer også firmaets Master.
Fra hestevogn til Horsch Pronto
At Ukraine er et landbrugsland i gigantstørrelsen, er mange næppe i tvivl om. Det er jo også derfor, vi på LandbrugsAvisen er taget ned for skrive om kornsituationen. Hvis man kører ned på den lokale grovvare i Danmark med et læs korn under høsten, så ser man også alt muligt komme forbi. Det kan være Case IH Puma-traktor med tilhørende kornvogn.
I Ukraine ser jeg både stortraktorer fra alle de store mærker, kæmpe sneglevogne – men jeg ser også folk køre frugt og grønt med hestevogn og ældgamle russiske, hviderussiske eller ukrainske traktorer med faldefærdige vogne, hvor der ikke kan være meget mere end en sæk korn som last.
På en maskinfabrik har de lejet et areal ud til en maskinhandler, som skulle have en masse maskiner væk fra krigsområderne i en fart. Her står et kæmpe lager af de nyeste og største Horsch-redskaber og nogle brasilianske selvkørende sprøjter med et vingefang, du sjældent vil møde i dansk landbrug.
Flere steder ser jeg små solcelleparker ved landsbyer eller på folks ejendomme. Tæt på Lviv står en kæmpe solcellepark – også her er den grønne omstilling indledt.
Det er høst – som alle andre steder
Ukraines store korn-overskud, og manglen på skibstrafik med korn og foderstoffer, har igennem mange måneder værer nyhedsstof i næsten alle verdens medier. Hvordan ser man det så, når man står midt i høsten?
Selvfølgelig er lader og siloer fyldte. Og på markerne er der fyldt høst op i gigantiske kornsække.
Men Ukraine har også en tradition for at bruge dem i forvejen, så på sin vis er indtrykkene ikke så meget anderledes end, når man ellers kører rundt i Danmark og Europa i løbet af sommeren.
Der høstes på livet løs, fragtes korn, og ud på aftenen daffer maskinerne igen hjem på gårdene.
Luftalarmer på mobilen
Et vilkår af krigen er truslen om missilnedslag. Den ligger latent hele tiden.
Når man kører rundt i den vestlige del – og ikke mindst kører langt fra byerne og ser på marker og maskiner, så glemmer jeg midt i spørgsmålene om udbytter, kornpriser og maskinstrategier let følelsen af, at der er trusler fra luften.
Du ser det ikke lige over dig, og det jordnære fylder indtrykkene. Men det er også langt væk. Ukrainerne får deres luftalarm over mobilapps. Den ene dag har jeg lavet interviews intetanende, mens der har været en luftalarm i nærområdet – vi hørte det simpelthen ikke, og den ene aften jeg var i Ukraine, var der luftalarm i store dele af landet. Den hørte vi heller ikke.
Jo tættere du er på fronten og mulige russiske mål, er truslen selvfølgelig også mere levende – og bor du i byerne, så bliver den også mere nær.
Liv i Lviv
I foråret, da Kyiv var truet af russiske soldater, trak mange udenlandske journalister til Lviv. Den store universitetsby ligger ikke langt fra den polske grænse.
Også her er der udgangsforbud efter klokken 23, men der er masser af liv den aften, da jeg tager mig en overnatning i byen. Cafeerne er åbne. Folk samles hele aftenen på pladser og torve, hører på gademusik, spiser kebab, pizza og is - og hvad man nu ellers kan finde på.
Jeg noterer mig, at politiet beder en ung mand, som sidder med sin kæreste, om at smide en øl i skraldespanden.
maraton ud af Ukraine
Det er fredag eftermiddag, da jeg begiver med afsted fra Lvivs udkant mod grænsen. Den store grænseovergang jeg kom ind af meldes lukket for personbiler, så den lettere kan håndtere de lange køer af lastbiler.
Jeg skal derfor køre lidt nord for den grænseafgang. Da jeg nærmer mig, er jeg ikke i tvivl om, at GPS’en har fundet det rigtige sted. På kortet er der under en kilometer til polsk område, og nu er det biler, som holder og venter.
Også denne gang er vi kun 2-3 med plader fra EU-land, mens en masse ukrainere også venter på at komme over grænsen. Bedømt fra bagagen virker det som almindelig ferie- eller besøgstrafik.
Flygtningestrømmen har i store træk længe gået hjem til Ukraine igen. Ventetiden bliver til et maraton.
Efter fire timer har min Skoda rykket sig 200 meter. Halv tolv og efter otte timers ventetid senere bliver jeg vinket frem og viser pas og kan nu køre til Polen.
Her venter kun de sidste to ukrainske tjek af, at jeg er alene i bilen, har alle papirer i orden – og et par polske tjek senere, og da klokken slår midnat, så er der helt stille og åbent til at køre hjem på de polske veje uden udgangsforbud og luftalarmer.
