Ulovligt at boykotte vildtkød og svinefoder fra områder med ASF

Det er umuligt at lave et forbud mod import af vildtkød og svinefoder fra områder med afrikansk svinepest, lyder det fra fødevareministeren.

Det vil være i strid med EU-retten at forbyde import af vildtkød, som f.eks. vildsvin, og svinefoder fra EU-lande, hvor der er fundet afrikansk svinepest.

Sådan lyder meldingen fra fødevareminister Mogens Jensen (S) i et ministersvar til Søren Søndergaard fra Enhedslisten.

Spørgsmålet kommer sig af, at dyrlæger overfor Landbrugsavisen.dk tilbage i 2018 udtrykte deres bekymring om import af majs og korn fra områder med afrikansk svinepest.

Samtidig er truslen fra afrikansk svinepest rykket tættere på, eftersom sygdommen nu er fundet i vildsvin i det østlige Tyskland.

Det er dog som nævnt ikke muligt at forbyde import af vildtkød og foder, selvom områder med sygdommen er underlagt andre restriktioner.

"Det fremgår af direktivet, at levende svin ikke må flyttes fra inficerede områder med henblik på at indgå i samhandlen, ligesom der er fastsat særlige regler for forarbejdning og mærkning af kød fra berørte områder", skriver fødevareministeren i sit svar, som er indhentet hos Fødevarestyrelsen.

Fra styrelsen lyder det dog beroligende, at risikoen for at indføre afrikansk svinepest med vegetabilsk foder er minimal.

Tilgengæld er Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet ved at lave en ny risikovurdering ved handel med hø og halm.

Emneord

ASF i Tyskland , politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle