Ulv fotograferet på Danmarks top

I morges blev en ulv set og fotograferet af observatører fra Skagen Fuglestation, der drives af Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

Tidligt torsdag morgen spottede en håndfuld ornitologer på udkig efter trækfugle en strejfende ulv, der var nået til Danmarks top, Skagen Nordstrand.

Det er anden gang i løbet af få måneder, at en ulv bliver observeret i klitterne nord for Skagen, og formentligt er der tale om den hanulv, som længe har opholdt sig i Nordjylland nord for Limfjorden.

Det skriver Dansk Ornitologisk Forening i en pressemeddelelse.

”Ulven stod bare 60 meter væk, og kiggede direkte på os, da vi fik øje på den. Den virkede ikke sky, men den trak snart væk. Der var dog ikke tale om en flugt over stok og sten. Stille og roligt bevægede ulven sig tilbage mod syd, hvor den kom fra, mens vi fik taget fotos. Uden at vi kan bevise det, tror vi, at det er samme ulv, som i november blev set på Nordstranden", siger Joakim Matthiesen, der er observatør på Skagen Fuglestation, som bliver drevet af Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

Dengang i november 2018 observerede DOF’s naturvejleder Simon S. Christiansen en ulv på ganske tæt hold, da han holdt øje med morgenens fugletræk ved Nordstranden.

Der havde fugleobservatøren og ulven øjenkontakt, hvorefter rovdyret fra stranden løb ind over klitheden nord for Skagen. Han nåede dog ikke at få tage fotos af ulven, kun af dens spor i sandet.

Observationen blev indrapporteret til ”Atlas over Danmarks ulve” på Naturhistorisk Museum, Aarhus Universitet.

På hjemmesiden www.ulveatlas.dk kan man se alle observationer af ulve i Danmark, siden den første blev spottet i Hanstholm Vildtreservatet en oktoberdag i 2012.

Det var også en erfaren ornitolog, der dengang fik en af den danske naturs største sidegevinster i skikkelse af en ulv.
 

Faktaboks

OVERBLIK: Tre til fire ulve i Danmark

Muligt ulveangreb onsdag kan være det hidtil største i Danmark. Her et overblik over ulvens tilbagevenden.

  • En ulv blev i 2012 fundet død i Thy, og det markerede ulvens tilbagevenden til den danske natur.
  • Siden er der observeret ulve og indsamlet dna-spor i det meste af Jylland. De danske ulve er alle indvandret til Danmark fra lande syd for grænsen – primært fra Tyskland. 
  • Seneste vurdering er, at der befinder sig tre til fire ulve i Danmark. De bekræftede observationer er et par i Vestjylland og én i Nordjylland. Ulveparret i Vestjylland kan muligvis få hvalpe til foråret.
  • Forskere har derudover en formodning om, at der befinder sig én ulv i et noget bredt defineret område omkring Sønderjylland og Midtjylland. Denne er dog ikke bekræftet.
  • En enkelt ulv, "Djurslandulven", vurderes at være udvandret fra Danmark omkring årsskiftet, og dermed er der færre ulve i Danmark end ved seneste kvartalsoversigt.
  • Der hersker noget usikkerhed om tallene, da ulve kan være ind- eller udvandret eller døde, uden at det er blevet registreret.
  • Danmark har siden 2014 haft en forvaltningsplan for ulve.
  • Forvaltningsplanen sikrer, at der kan udbetales erstatning til husdyrholdere, der får deres dyr angrebet af ulve.
  • Planen sikrer også, at der kan gives tilskud til etablering af ulvesikre hegn i et afgrænset område i Vestjylland.
  • Ulven er fredet af et EU-direktiv.
  • Ulven er Europas næststørste rovdyr på land. Kun den brune bjørn er større end ulven. 

Kilder: Miljøstyrelsen og ulveatlas.dk (Naturhistorisk Museum Aarhus), ritzau 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle