Ulveforening klager til minister over støj

Under VM i Mountainbike i Vestjylland blev der, ifølge Foreningen Ulvetid, larmet for meget, derfor har foreningen nu klaget til miljøministeren.

For meget støj fra et netop overstået VM i mountainbike i Stråsø Plantage har fået Foreningen Ulvetid til at klage til miljøminister Lea Wermelin (S).

Det skriver Dagbladet Holstebro.

Plantagen er ejet af Naturstyrelsen, der ligeledes havde givet tilladelse til cykelløbet. Men ifølge formand i foreningen Esther Holzendorff var det ikke på ulvenes præmisser. Foreningen sendte derfor en klage afsted i fredags. 

"Det foregik med råben og hujen. Man må ikke forstyrre ulvene især i yngletiden, og det hænger ikke sammen, at man tillader et cykelløb i denne del af skoven", siger Esther Holzendorff.

Hun mener, det kan få fatale konsekvenser, når man tillader forstyrrelser tæt på ynglende ulve.

Ifølge mediet vil ministeren først kommentere sagen og sende et svar, når hun har haft tid til at se på klagen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle