Ulven kan afgøre fåreavlens fremtid

Den danske fåreavl kan stoppe, hvis ikke der bliver fundet en løsning på ulven, lyder det fra formand for Sønderjysk Fåreavl.

Fåreavlerne holder lige nu vejret.

I løbet af kort tid bliver det afgjort, hvordan vi herhjemme skal forholde os til ulven, og bliver der ikke fundet en løsning, som kan gøre fåreavlerne trygge, vil en stor del af dem stoppe med at have dyr.
 
Det vurderer LandboSyds deltidsrepræsentant og formand for Sønderjysk Fåreavl, Jens R. Nielsen, Naldtang ved Aabenraa.

Han mener, omkostningerne bliver for store, hvis ulven skal have plads i Danmark, idet den stort set er umulig at holde væk fra fåreflokken.

”Ulven nedlægger jo ikke bare et får eller to i en flok. Ulven er lystmorder, og det er et meget uhyggeligt syn der møder fåreavlere, som kommer ud til deres dyr efter et besøg af ulven. Det er frygteligt at opleve,” siger Jens R. Nielsen, udtaler han i en meddelelse.

Angste og stressede dyr

”Samtidig er de overlevende dyr i flokken meget stressede efter, at ulven har været på besøg. De kommer sig aldrig over oplevelsen. De er angste og fungerer dårligt, og så er en erstatning til fåreavleren for de dyr, der går tabt ved et ulveangreb, alt for lille. Et ulveangreb betyder et øget ressourceforbrug og øgede omkostninger for fåreavleren,” siger Jens R. Nielsen.

Han bor i Naldtang mellem Aabenraa og Sønderborg og har 230 moderfår, som afgræsser nogle af statens naturarealer rundt omkring i området samt lejes ud til private. Og han beklager, at debatten om ulven er blevet sort-hvid.

”Tidligere har forskere og professorer sagt, at der er plads til 100 ulve i Danmark. Tallet er siden reduceret til 50 ulve. Men uanset antallet kan man ikke hegne sig ud af problemerne, og fåreavlen bliver hårdt ramt af ulvens tilstedeværelse i naturen. Det kan betyde markant færre får herhjemme i fremtiden. Spørgsmålet er så, om det er, hvad vi ønsker her i Danmark,” siger Jens R. Nielsen.

Drømmen brister

”I de ulveberørte områder vil mange fåreavlere, små som store, overveje, om det er prisen værd at have får som husdyrhold. For mange mindre fåreavlere, var det drømmen, der gik i i opfyldelse, da de erhvervede et mindre landbrug, men nu kan de ikke overskue et ulveangreb og vil ikke ofre deres besætning", siger han.

"Derfor vil vi sandsynligvis opleve, at flere fårebesætninger afhændes, og vi går så glip af en meget vigtig del af naturplejen”.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle