Arbejdet med store dyr er med til at gøre landbruget til en farlig arbejdsplads. Dyrenes adfærd kan ikke altid forudsiges og der er risiko for alvorlige arbejdsskader, når selv rutineprægede opgaver skal udføres. Det er Lisbeth Jensen fra Vestfyn desværre et godt eksempel på.
Da Lisbeth Jensen møder på arbejde den 5. januar 2018, har hun ingen anelse om at hendes liv få timer senere bliver forandret.
Lisbeths arbejdsdag på Klaus Ole Jørgensens bedrift med malkekvæg, hvor hun er i praktik på sjette måned, begynder med at fodre kalve, hente køer fra kælvingsboksen og løse opgaver i den robotstyrede malkestald.
”Med Lisbeth gik alt som det skulle. Hun var meget lærenem og glad for at arbejde med dyr. Hun har et godt dyretække og kan se på dyr, om de har det godt. Det er meget væsentligt," fortæller Klaus Ole Jørgensen.
Jeg vidste, at man skal passe på fingrene ved den slags opgaver, fordi de nemt kan komme i klemme, fortæller Lisbeth Jensen.
Ved 11-tiden er Lisbeth og en kollega i gang med at lægge remme med aktivitetsmålere omkring halsen på fire kvier, der står i et fanggitter.
”Det havde jeg prøvet før og det havde aldrig været besværligt eller virket særlig farligt. Men jeg vidste, at man skal passe på fingrene ved den slags opgaver, fordi de nemt kan komme i klemme,” fortæller Lisbeth Jensen.
Da Lisbeth træder hen til en af kvierne og gør klar til at sætte remmen om halsen på den, træder kvien et skridt tilbage, hvilket er normal adfærd. Men pludselig glider kviens bagben på underlaget, hvilket fører til, at dyret mister balancen og dens mule slår hårdt op i Lisbeths hage.
”Jeg stod åbenbart så tæt på kviens mule, at den ramte mig. Jeg bed hul to steder i mine læber og fik ondt i hovedet af slaget, men det var ikke så slemt i starten,” forklarer Lisbeth Jensen.
Stort behov for hvile
Ved ulykken får Lisbeth en forstuvning i nakken og bliver sygemeldt. I ugerne efter uheldet er Lisbeth meget mærket af smerter og udmattelse.
”I starten sov jeg 14-15 timer i døgnet, hvis ikke mere. Jeg kunne ikke sidde i en kørende bil, uden at jeg fik kraftige smerter. Jeg kunne nærmest ikke holde mit eget hoved. Når man selv er vant til at køre rundt, så er det svært at være meget afhængig af andre til så mange ting,” fortæller Lisbeth Jensen.
I dag går det bedre med Lisbeth, men hun har stadig et stort behov for hvile. Og selv simple opgaver i hjemmet, der inden uheldet kunne løses i en håndevending, kræver i dag grundig planlægning.
”Jeg skal stadigvæk ligge ned en-to gange i løbet af dagen, selvom jeg ikke laver andet end at handle lidt ind eller prøver at ordne vasketøj,” siger hun.
Men noget af det sværeste for Lisbeth er, at andre mennesker, der ikke kender hende, kan have svært ved at forstå, at hun har det dårligt og ikke kan studere eller arbejde.
Jeg har aldrig set noget lignende. Det er meget unormalt, at en ko mister balancen på den måde, siger Klaus Ole Jørgensen.
”Jeg ligner jo ikke en, der er syg. Så folk har virkelig svært ved at sætte sig ind i det – og det kan jeg godt forstå,” siger Lisbeth Jensen, der i forsommeren flyttede til Bornholm, hvor hendes kæreste Axel bor og arbejder som landmand.
”Hans mor ved, hvad jeg går igennem, for hun har været i et alvorligt biluheld. På den måde er det meget rart at have en tæt på, der kan forstå mig.”
Hændeligt uheld
Både Arbejdstilsynet og Seges har været ude på Klaus Ole Jørgensens bedrift for at undersøge de fysiske forhold i stalden. Begge har vurderet, at alt var i orden og at der var tale om et hændeligt uheld.
”Det er jeg enig i. Jeg mener ikke, at Klaus kunne have gjort mere for at forebygge uheldet. Han har også hjulpet mig rigtig meget efter uheldet og været meget opmærksom på, om jeg fik den hjælp, jeg skulle have fra forsikringen og fra kommunen,” siger Lisbeth Jensen.
Klaus Ole Jørgensen har ikke hørt om den type skade før.
”Jeg har aldrig set noget lignende. Det er meget unormalt, at en ko mister balancen på den måde. Normalt bliver de stående på benene, når de trækker sig tilbage. Enten er den gledet i noget gødning eller også har den simpelthen mistet balancen,” siger han og fortsætter:
”Af hensyn til sikkerheden for os selv, dyrlægen og andre har vi nu indført en procedure, hvor vi dagligt skraber gulvet og kommer grus på, så køerne står så stabilt som muligt.”
Klaus føler stort ansvar
Den dag i dag har Klaus Ole Jørgensen det stadig dårligt med, at Lisbeth kom til skade ved at arbejde for ham.
”Det var ikke forkert at lade hende lægge det halsbånd på. Men jeg føler faktisk – selvom vi ikke havde slækket på sikkerheden – et stort ansvar for at Lisbeth er kommet så alvorligt til skade, at hun måske har fået skader for livet. Vi har også gjort, hvad vi kunne i forhold til forsikringsdækning,” siger Klaus Ole Jørgensen, der jævnligt er i kontakt med Lisbeth for at følge med i hendes behandling.
Uddannelse må vente
Lisbeths nakkeskade er desværre så alvorlig, at hun endnu ikke er i stand til at arbejde eller uddanne sig på landbrugsskolen. Hun havde håbet, at hun ville være rask nok til at kunne starte på første hovedforløb på landbrugsskolen i Horsens den 13. august.
”Det kunne jeg ikke. Jeg kan ikke sidde op og koncentrere mig ret længe ad gangen. Jeg deltog på et kursus før sommeren, hvor jeg prøvede at holde fokus på undervisningen. Men efter halvanden time var jeg tæt på at besvime af smerterne.”
Nu håber jeg, at jeg kommer på landbrugsskolen til næste år. Men det er jo stadig usikkert, siger Lisbeth Jensen.
Da episoden skete anmeldte Klaus Ole Jørgensen straks arbejdsskaden via sin rådgiver. ”Så var jeg sikker på, at det ville blive gjort korrekt i forhold til det offentlige og forsikringen.”
Forsikringsselskabet Topdanmark modtog anmeldelsen og tog hurtigt kontakt til Lisbeth med henblik på at få afklaret skadens omfang og mulige behandlingsmuligheder.
”Der har været tæt kontakt og jeg har været til mange undersøgelser og behandling hos specialister. Jeg mærkede en fremgang i den første tid, men stoppede efter 13-14 behandlinger, fordi jeg ikke oplevede at få det bedre,” siger Lisbeth Jensen.
Mens dette skrives, afventer Lisbeth at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fastsætter hendes méngrad. Først når den er på plads, kan den endelige udbetaling komme fra forsikringsselskabet.
Lisbeth der i dag er 19 år, er stadig ung og drømmene er intakte.
”Jeg måtte opgive at begynde på HF enkeltfag i august. Nu håber jeg, at jeg kommer på landbrugsskolen til næste år. Men det er jo stadig usikkert. Ingen ved, hvornår smerterne og bivirkningerne forsvinder – eller om det vil være sådan altid. Det er virkelig frustrerende. Som ung tror man jo, at man nærmest er udødelig og at alvorlige uheld kun sker for de andre – aldrig én selv,” afslutter Lisbeth.
Mange skader sker ved håndtering af dyr
Seges, der bl.a. indsamler viden om arbejdsskader i landbruget, oplyser at 40 % af alvorlige ulykker i landbruget sker ved håndtering af dyr. Det er for eksempel spark og skader på grund af skub og klemning.
”Håndtering er en del af håndværket, men det kan være svært at lære sig håndelaget, og man skal altid være forsigtig,” siger konsulent Marianne Norup fra Seges.
Gode råd, når du skal arbejde med dyr i landbruget:
- Når du arbejder med dyr, bør du så vidt muligt altid holde afstand til dyrene
- Sørg for at dyret ser dig længe inden du skal tæt på dyret
- Lær dyrene at reagere, når man nærmer sig, så man ikke skal hen og skubbe til dem
- Når du skal tæt på, bør du være opmærksom på dyret og læse dets signaler
- Gå sidelæns hen til dyret i en vinkel, så det kan se dig i god tid. Derved virker du mindre truende
- Husk på at rolige dyr er mindre farlige, men de vil alligevel reagere, når du nærmer dig
- Brug ikke alle kræfter eller vold, for dyret er altid stærkere end dig.
Seges opfordrer til, at man sikrer at de erfarne medarbejdere har god tid til at instruere nye medarbejdere i at håndtere dyrene. De har en vigtig rolle, fordi de er vant til dyrene, kan læse signalerne og har et godt tag på dyrene. De skal være til stede for at give gode råd og svare på spørgsmål.
”Det er vigtigt, at man afsætter tiden til denne oplæring, også i en travl hverdag. For det er ikke alle, der lige har sproget til det. Og man kan ikke bare sige ”gør som jeg gør”, for hver situation er forskellig,” siger Marianne Norup.
