Dansk Erhverv og SF er gået sammen om et udspil, der skal gøre dansk landbrug grønnere ved at øge produktionen af plantebaserede fødevarer og industrielt producerede grønne proteiner.
Dansk landbrug skal finde klimagearet og satse langt mere målrettet på plantebøffer, havredrik og grønne proteiner til bl.a grisefoder. Sådan lyder det i et udspil fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv og SF.
Det skriver Finans.
De to parter er ifølge mediet gået sammen, fordi de deler en frustration over manglende grønne ambitioner på landbrugsområdet. Med udspillet vil SF og Dansk Erhverv hæve ambitionerne for plantebaserede fødevarer og grønne proteiner til både foder og fødevarer.
"Vi ser det som en helt central del af en grøn aftale om landbruget, for det handler om, hvordan vi udvikler morgendagens grønne løsninger", siger Ulrich Bang, klima- og energichef i Dansk Erhverv.
De to parters forslag går ud på, at der skal sættes et nationalt mål om, at Danmark i 2030 skal producere 400.000 ton plantebaserede fødevarer og 250.000 ton industrielt producerede grønne proteiner.
SF og Dansk Erhverv vil derfor oprette en fond, der skal støtte udviklingen med mindst 200 mio. kr. årligt. Pengene skal tages fra landbrugsstøtten.