Ung formand: Tinglysningsafgiften skal være væk om fem år

LandboUngdoms formand havde et klart budskab med til de fremmødte ved Delegeretmøde, hvor han revsede den tinglysningsafgift, der lægges på køb af landbrugsejendomme. Den skal væk og helst inden for fem år, er Thorbjørn Koefoeds plan.

Tinglysningsafgiften er uretfærdig og begrænsende for landbrugserhvervet. Sådan lød budskabet da LandboUngdoms formand, Thorbjørn Koefoed, indtog talerstolen til delegeretmøde torsdag.

"Det kan ikke passe at en landmand, der har spinket og sparet, siden han var 14 år skal se sin opsparing ædt op af en procentafgift, når han køber virksomhed", lyder det fra Thorbjørn Koefoed, der med kreativ brug af en Toms guldbarre illustrerer for publikum, hvordan staten tager størstedelen af ’chokoladen’ eller landmandens opsparede penge, når man investerer i en bedrift.

Tinglysningsafgiften er i øjeblikket 0,6 procent af den samlede købesum plus 1660 kroner. For en bedrift til 40 millioner kroner vil tinglysningsafgiften i sig selv være 241.660 kroner.

Den samlede sum skal være mindre

Thorbjørn Koefoed understreger, at det handler om at få sænket den samlede købssum for de unge landmænd, der ikke er stærkt funderede rent økonomisk.

"Det skal kun være til førstegangskøb, afgiften fjernes. En stor landmand, der har været etableret i mange år og har en stærk likviditet kan bedre bære afgiften. Der er den ikke en stor hindring, men det er den for førstegangskøbere", forklarer han.

Han lægger vægt på, at afgiften er de penge, der sidder som et horn i siden på nyopstartede landmænd, og gør indhug i den kontantbeholdning, der ellers burde stå som den nystartede landmands likviditet.

"Det er klart, at der er omkostninger ved at købe en ejendom. Jeg er også med på, at der er administrationsgebyr for udført arbejde, men det her er bare en afgift, en procentsats, og det er penge du ikke kan forrente i et lån", fortæller Thorbjørn Koefoed.

Motiver de unge

"Hvis afgiften fjernes vil de unge, der ønsker at etablere sig blive mere motiverede. Så slipper de for at se deres hårdttjente opsparing forsvinde ned i et sort hul, og de der lige mangler den sidste halve million får muligheden for at købe den ejendom de ønsker", fortsætter.

I LandboUngdom har vi påtalt det mange gange over for politikere og Landbrug & Fødevarer, der er enige med os. Jeg vil gerne have at afgiften er væk om fem år, og det synes jeg klart, vi kan arbejde for”, fortæller Thorbjørn Koefoed om det fremtidige arbejde LandboUngdom vil gøre for at få fjernet afgiften.

Han mener, at det vil være et stort skridt mod at få fremtidssikret en branche, der i forvejen ofte debatterer, hvordan man nedbringer gennemsnitsalderen i landbruget.

"Det er en måde at sikre unge kræfter i landbruget. Hvis vi ikke skal have et samfund domineret af kæmpestore landbrug, skal vi gøre det lettere at blive selvstændig landmand", siger den 25 årige bornholmske driftsleder.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle