Ung landmand: Evne og pligt hænger sammen

'Ordet er Frit' skrives af et fast panel. Det skrevne er udtryk for skribentens egen holdning.

Af Christian Orthmann, bestyrelsesmedlem, LandboUngdom

Følg med eller bliv tabt – Sådan tænker jeg, når jeg tænker på dansk landbrug. Vi har i Danmark, gennem mange år, udvist en evne til at udvikle ud fra antagelsen om, at evne og pligt hænger sammen. Derfor er jeg stolt af at være en del af landbrugserhvervet, og jeg ser det som et stort privilegium at være i den generation, som skal videreudvikle dansk landbrug.

Historisk har vi i landbruget set, at udviklingen er gået fra mindre gårde – ja, faktisk bondegårde – til i dag større ejendomme og mere kommercielle virksomheder. En udvikling, mange af de nuværende landmænd har været igennem. En rigtig spændende udvikling, som har gjort, at vi kan være stolte af vores erhverv. Det var deres generations udvikling, og det har været en spændende udvikling, deres eventyr, men den æra kommer min generation ikke nødvendigvis til at bygge videre på. For om vi vil det eller ej, er den grønne omstilling i gang, og vi står på skinnerne og kan blive kørt over eller løbe foran toget og vise, at vi har evnen til at rykke denne dagsorden.

Det er bestemt ikke for at sige, at dansk landbrug ikke skal blive ved med at udvikle sig, for det skal det, men måske er det måden, det udvikles på, som bliver anderledes? Betyder det så, at store landbrug, som vi kender mange af i dag, ikke skal være der i fremtiden? Selvfølgelig skal der være plads til alle slags landbrug, men måske er tiden til, at vi stopper op og lader være med at kigge på produktionsdata, smågrise per årsso, kilo EKM og udbytte per hektar, men kigger ind i affaldshåndtering, CO2-udledning og naturbelastning, som kan hjælpe den grønne omstilling på vej i morgen.

Vi i landbruget er nødt til at rykke på denne dagsorden, da vi fylder meget i landskabet, og vi udleder CO2 og andre klimagasser. Det tror jeg sådan set ikke, at der er mange, der er uenig i. Jeg mener, at vi i landbruget skal gå proaktivt ind i denne dagsorden i stedet for at vente på, at man fra politisk side presser kravene ned over os. Vi skal vise at vi ønsker at rykke på den grønne omstilling.

Det er nu, vi skal se hinanden i øjnene og træffe de rigtige beslutninger for fremtidens landbrug. Er det nemt? Nej, det er det bestemt ikke, og vi har ikke al viden på området endnu, men vi bliver nødt til at bruge den nuværende viden, vi har om klima og grøn omstilling, mere aktivt. At læne sig tilbage og sige, at det går over, er en naiv og en uansvarlig måde at se på tingene. Prøv at tænke på, hvis man gjorde det i andre sammenhænge. Det ville mange ikke have samvittighed til, så hvorfor gøre det med denne dagsorden?

Som ung fremtidig fødevareproducent ser jeg denne bæredygtighedsrejse som værende meget tiltagende og yderst vigtig. Dybt inden i mig brænder der en flamme for at gøre noget og for at flytte noget. Både til gavn for Danmark og på sigt for resten af verden. Danmark har altid været et foregangsland, og det skal vi blive ved med.

Vi skal vise nu og i fremtiden, at vi kan producere fødevarer uden at sætte et klimaaftryk, og tænk, hvis klima-neutrale eller CO2-optagne produkter bliver Danmarks nye store eksporteventyr. Der er vi slet ikke endnu, men jeg tror, vi i landbruget bliver nødt til at tage alle vores idéer, vi har om landbrug, og vende det hele på hovedet. Vi skal være åbne og turde tage springet ud i det ukendte. Den grønne omstilling venter ikke, og derfor skal vi løbe den op og være med - det gælder unge som ældre.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle