Ung landmand satser på nye afgrøder, højere afkast og teknologi

En ny gødningsspreder åbnede en ny æra med mere teknologi på Gamlevældegård.

Strukturudviklingen kan i fremtiden gøre det svært for et relativt lille landbrug, som Christian Koefoed kalder Gamlevældegård, og derfor drømmer den 30-årige landmand om flere hektar og flere stalde på Bornholm.

Lige nu er planteavlen større end behovet for foder, og dermed er der plads til at afprøve nye afgrøder i marken i jagten på bedre sædskifte og profit. De seneste tilføjelser er ærter til konsum og maltbyg til de øvrige afgrøder som hvede, rug, vinterbyg og raps.

- Jeg vil gerne have mere jord. Jeg drømmer om 500 hektar, for det vil sikre bedre økonomi i fremtiden at kunne dividere ens omkostninger ud på flere hektar, siger Christian Koefoed, der er nomineret til titlen som Årets Unge Landmand hos LandbrugsAvisen.

Siden overtagelsen, har den unge landmand også investeret i en større maskinpark bestående af mejetærsker, harve og gødningsspreder.

For Christian Koefoed handler ønsket om flere hektar også om, at det vil give plads til flere hænder. I øjeblikket har han sin bror som fuldtidsansat og tre elever tilknyttet gården.

- Jeg lægger stor vægt på at lære de unge selvstændighed og at give dem ansvar. Det kan være i det små, som at have ansvar for at få vasket staldgange, men det er fedt at bygge dem op, siger han smilende.

Graduerer gødning

Rettesnoren i marken for Christian Koefoed er sund jord og et konstant fokus på at gøre det rette i rette tid, men også at kombinere sin erfaring, og det han ved virker, med ny viden og teknologi.

Derfor bekender Christian sig heller ikke til én bestemt produktionsform. Han er ikke 100 procent pløjefri, men foretager strategiske pløjninger og eksempelvis ikke efter raps eller ærter. På samme måde har han lært at graduerer sin gødning, så der kan sprøjtes strategisk. Gennem jordprøver og biomassekort sikrer han sig, at indholdet af næringsstoffer er optimalt og at halmen bliver nedmuldet.

- Jo mere teknologi, man kan få til at hjælpe sig, desto bedre. Da jeg købte ny gødningsspreder, fik jeg et kursus i at graduere gødning, og det giver mening, synes jeg. Det næste er også at graduere udsæd, men min såmaskine er stadig god, så det kan godt vente lidt, forklarer Christian Koefoed.

Du kan møde de andre kandidater til prisen som Årets Unge Landmand hos Landbrugsavisen her.

Faktaboks

Om konkurrencen

Igen i år kårer LandbrugsAvisen Årets Unge Landmand i samarbejde med Gjensidige, L&F og LandboUngdom. Blandt mange indsendte forslag har dommerkomitéen udvalgt fire dygtige finalister, der på hver deres måde skaber en fremtid i erhvervet. Mød finalisterne her i avisen de kommende fire uger. Vinderen kåres på Delegeretmødet 8. november.

Årets Unge Landmand vinder 30.000 kroner til en studierejse.

Gjensidige Forsikring er sponsor og samarbejdspartner i konkurrencen.

”At tænke nyt er en af Gjensidiges kerneværdier. Det er de nye tanker der udfordrer, skaber dynamik og skaber nye muligheder. Derfor vil vi gerne hylde de unge landmænd, der går forrest med nye projekter, nye tanker og ny stålsat vilje til at vise nye veje for dansk landbrug som i disse år har brug for de nye ideer der bliver født hos jer unge”, begrunder Lars Kronborg, kommerciel direktør i Gjensidige Forsikring.

Vinderen vælges af en dommerkomite, bestående af Søren Søndergaard, formand for L&F, Niels Skovgaard, formand for LandboUngdom, Lars Kronborg, kommerciel direktør i Gjensidige Forsikring og Christian Friis Hansen, chefredaktør for LandbrugsAvisen.

Kriterier for kandidater:

  • Max 35 år
  • Etableret indenfor de seneste fem år
  • Økonomisk ansvarlig for bedriften
  • Sund bedrift, både fagligt og økonomisk 

Emneord

Årets unge landmand 2023

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle