Ung landmand: Vær stolte af jeres produkt

Datoen nærmer sig for kåringen af Årets Unge landmand. Økologisk ægproducent og tidligere nominerede Patrick Blenner opfordrer landbruget til, at de skal være endnu bedre til, at være stolte af deres produkter.

I næste uge præsenteres første kandidat til titlen Årets Unge Landmand, udvalgt af LandbrugsAvisen i samarbejde med Landbrug & Fødevarer og med Gjensidige som sponsor.

Selvom sønderjyden Patrick Blenner, der var nomineret sidste år, ikke vandt, går det fremad for hans fjerkræproduktion.

"Det går nogenlunde og planmæssigt. Jeg har ikke mødt nogen udfordringer, som jeg syntes var op ad bakke, og det har jeg heller ikke behov for. Nu skal jeg have banket mig et solidt fundament op til de svære tider", siger han.

I 2014 begyndte han at forpagte en økologisk æglægningsgård ved Løgumkloster med en investering på et tocifret millionbeløb. Han valgte dengang at udvide fra 12.000 høner til 39.000 og bygge en topmoderne stald.

"Vi er ved at være hårdt presset af foderpriser pga. omlægning af økologi, men jeg er godt tilfreds med min investering. Det har været vigtigt for mig at få ro på hverdagen i år, for det har været mere stressfuldt. Da jeg blev nomineret, kom fugleinfluenzaen op, og så var det interessant for flere medier at høre, om jeg havde en kommentar. Det gav en masse uro i dagligdagen, for jeg svarede ofte af høflighed og for at belyse om det", siger han.

En spade er en spade

I dag har han 42.000 høner, er blevet gift og er gået ind i bestyrelsen hos DanÆg.  Den tidligere ejer har pant på gården, men af og til kommer han stadig og hjælper til.

"Vi har nærmest fået et familiært forhold af gensidig respekt fra begge parter, og så ligner vi lidt hinanden. Vi siger tingene som det er . I går skulle vi f.eks. holde et oplæg sammen på Dalum Landbrugsskole, hvor vi ville prøve at lave et todelt indlæg om, hvad vi især tænkte om samarbejdet. Det er sjældent, man hører landmanden, som har solgt, så det tænkte jeg var vildt fedt", fortæller han.

Patrick Blenner håber, at landmænd i hele landbruget går mere ind i kampen for at fortælle om deres produkter.

"Jeg synes, jeg hører flere og flere sige, de er stolte af, hvad de laver, og det er en god start. Men vi skal endnu mere ud over stepperne og integrere forbrugerne i, hvad vi laver, og at vi har en høj kvalitet på vores fødevarer", siger Patrick Blenner.

Vinderen af Årets Unge Landmand bliver fundet til delegeretmødet i november, hvor landmanden kan se frem til et rejsegavekort på 30.000 kr.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle