Ung nyetableret svineproducent: Man ryster da lidt på hånden, når man hører om spredningen af afrikansk svinepest i Tyskland

Smittespredningen af afrikansk svinepest i Tyskland bekymrer Jonas Broholm Andersen, nyetableret svineproducent ved Frederikshavn.

1. juli overtog 29-årige Jonas Broholm Andersen sin fars svinegård med integreret produktion med 400 søer og 200 hektar. 

Det er for Jonas en drøm at blive selvstændig svineproducent, og han er ikke tvivl om, at det er det rette skridt for ham, selv om lave svinenoteringer og udbredelse af afrikansk svinepest i Tyskland giver hovedbrud hos mange svineproducenter.

Den seneste udvikling med afrikansk svinepest i Tyskland, hvor nye fund af smitten er fundet langt inde i landet og udenfor de zoner med hegn, som myndighederne har brugt til at dæmme op for smitten, gør indtryk hos den unge nordjyske svineproducent.

"Jeg har netop siddet og snakket med mine medarbejdere om afrikansk svinepest og spredningen i Tyskland. Vi kan sikkert altid stramme op på vores egne smittebeskyttelsesregler, men jeg er meget inspireret af rød spf-reglerne, så vi gør brug af bad og 24 timers karantæne her", forklarer han og fortsætter:

"Når man hører om, at afrikansk svinepest-smitten pludselig er sprunget fra det østlige Tyskland og til Rostock, så må jeg indrømme, at man da ryster lidt på hånden som nystartet svineproducent".

Jonas Broholm Andersen erklærer sig dog tryg ved situationen på nuværende tidspunkt. Det danske vildsvinehegn er en væsentlig del af den tryghed, og han er med egne ord enormt glad for, at svinesektoren sammen med myndighederne fik handlet hurtigt og fik hegnet stillet op.

Samtidig stoler han på, at myndighedernes risikovurdering er korrekt. Aktuelt er den ikke forhøjet, selv om smitten med udbruddene ved Rostock er tættere på Danmark end nogensinde før.

"Der vil være en potentiel risiko for, at vi kan blive ramt i Danmark. Kommer en dansk svinebesætning til at blive ramt, tror jeg det vil være en ukendt smittekilde, det kan også være en pølse eller jagtstøvler", siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle