Ung pelshandler: Jeg kan sælge alt, der er bæredygtigt

Bæredygtige varer driver omsætningen op hos dansk pels- og skindhandler.

Lasse Pedersen har travlt. Han er på vej til Beijing.

»Vi har fem kvarter, før jeg skal afsted. Skal vi ikke starte med en rundtur og så snakke bagefter«, spørger han.

Så det gør vi.

Det første, der falder i øjnene, er to kufferter. Perfekt placeret lige ved udgangen, så de er lette at gribe, en i hver hånd, når Lasse Pedersen om lidt skal i lufthavnen.

Oven på kufferterne ligger to gaveæsker. Med ’Oh! By Kopenhagen Fur’s logo på siden. For selvom han kun er 28 år, ved Lasse Pedersen udmærket godt, hvordan man lander en god handel.

»Jeg rejser 200 dage om året. Jeg tager til messer, besøger kunder og fabrikker. Om en time skal jeg til Beijing i seks dage, og gaverne er til nogle kunder«, fortæller Lasse Pedersen, der er grundlægger, ejer og adm. direktør for Natures Collection, der sælger pels- og skindprodukter i 70 lande.

Allerede som 17-årig solgte han sit første skind, mens han gik i gymnasiet. Et hvidt lammeskind, han købte med hjem fra en ferie i HongKong.

»Det var et stort skind, der var syet sammen af små skind. Jeg havde ikke set noget lignende før, og jeg tænkte, at det måtte da kunne sælges i Danmark«, fortæller Lasse Pedersen.

4.000 kunder i dag

Først prøvede han at sælge skindet over telefonen. Uden held.

Derefter brugte han utallige eftermiddage og weekender på at besøge møbelhandlere og interiørbutikker. Efter et halvt år var der endelig en, der tilbød at tage skindet i kommission. Ugen efter var det solgt.

Det gav ham mod på mere. Meget mere.

Faktisk tændte tilværelsen som selvstændig pelshandler ham så meget, at han et par år senere grundlagde virksomheden Natures Collection, der handler med skind og pels.

I dag har Natures Collection 20 ansatte og over 4.000 faste kunder. Den største kunde er en kæde, der har over 3.000 butikker. mens nogle af de andre kunder kun har en enkelt butik.

»Vi sælger mode og alt til indretning, bare der indgår pels eller skind. Samtidig har vi et krav om, at produkterne skal være naturprodukter og være bæredygtige. For eksempel må der ikke indgå kunstige materialer, som ikke kan nedbrydes«, forklarer Lasse Pedersen.

Bevidste kunder

Og netop det bæredygtige peger han på som nøglen til, at Natures Collection har en omsætning, der er steget så markant, at virksomheden fem år i træk har fået dagbladet Børsens Gazellepris, der gives for gentagen høj årlig vækst.

Sidste år rundede omsætningen 50 mio. kr. Og den vokser igen i år.

»Vi har længe mærket en stigende interesse for naturlige og bæredygtige produkter. Men nu er interessen stukket helt vildt af. Lige nu kan vi sælge alt, der er bæredygtigt og naturligt«.

»Jeg oplever, at der sker en polarisering. Forbrugerne bliver mere bevidste, og der er en stor gruppe, der gerne vil betale mere for en naturpels end for en af nylon, der en dag ender som mikroplast i en fisk. De vil bare have ordentligt syede, veldesignede, bæredygtige og holdbare produkter, der kan bruges i mange år«, siger Lasse Pedersen.

Den bæredygtige trend har bl.a. ført til et mangeårigt samarbejde med danske Magasin. Netop nu arbejder Lasse Pedersen på at indgå en kæmpeaftale om at levere til en meget stor amerikansk kæde, der sælger tøj og interiør i over 3.000 butikker over hele USA.

Mink i familien

Interessen for pels og skind har Lasse Pedersen ikke fra fremmede. Hans farfar var minkavler, både hans onkel og fætter er minkavlere, og ikke mindst er hans far Tage Pedersen både minkavler, medejer af en fodercentral og formand for Danske Pelsdyravlerforening.

»Jeg har hjulpet hjemme på farmen, siden jeg kunne gå, og jeg har altid været fascineret af både skind og pels«, siger Lasse Pedersen.

Alle de minkskind, der indgår i produkter fra Natures Collection, er købt på Kopenhagen Furs auktioner i Glostrup.

»Når det gælder mink, kræver vi af alle vores leverandører, at de har et certifikat, der garanterer, at minkskindene er købt i København. På den måde sikrer vi, at så stor en andel som overhovedet muligt er fremstillet af danske avlere og dermed lever op til verdens strengeste regler for dyrevelfærd«, siger Lasse Pedersen.

Faktaboks

Natures Collection

  • Grundlagt i 2009
  • Ejer: Lasse Pedersen
  • Produkter: Alt med pels og skind som tøj, accessories, hele skind, gulvtæpper, tæpper og puder
  • Eksport: 80 procent til over 70 lande
  • Kunder: Over 4.000 aktive kunder fra små butikker til store butikskæder og luksushoteller
  • Ansatte: 20

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle