Ungdoms-formand: Drømmen om minkavl bliver taget fra de unge

Formanden for LandboUngdom mener, at det også går ud over de unge, hvis minkbranchen bringes i knæ på grund af coronavirussen.

Først og fremmest skal det lige understreges, at 21-årige Niels Skovgaard mener, at hele situationen omkring håndteringen af smitten og aflivningen af mink er dybt uansvarlig, og at han føler med alle de ramte avlere.

Dernæst bliver han som den nye formand for LandboUngdom nødt til at adressere en problematik, som også kan opstå i støvet af masseaflivningen af danske mink.

"Har man drømt om at ville have mink i fremtiden, så smuldrer den drøm jo bare lige nu. Så det får en klar betydning for de unge landmænd som enten er på vej ind i erhvervet som nystartede eller elever", siger Niels Skovgaard.

Den unge formand kommer selv fra en bedrift med 550 malkekøer og 600 fritgående grise, som han drømmer om at overtage efter sine forældre en dag. Men derfor er der mange andre unge, som drømmer om mink.

"Vi ved ikke præcis, hvor mange unge, der er i minkbranchen, men vi ved, at der er flere ugne selvstændige og flere unge, som har en elevplads på minkfarme, og der må jeg tage parti for de unge, når en hel branche er på vej i knæ", siger han.

Derudover stemmer han i megen af den kritik, som har lydt fra resten af branchen.

"Situatioenn er uansvarlig som den er lige nu.Der bliver lukket ned og aflivet for langsomt. Det er ikke en kritik af regeringen og Mogens Jensen (ministeren red.), det er bare blevet håndteret helt forkert, og det burde man tage ved lære af og ændre strategien, men ingen tager ansvar. Og så kan man jo ikke undgå at komme til at tænke på, om de røde partier har fundet en bagdør til at få lukket den branche", siger han.

I alt 101 minkfarme er nu konstateret smittet med corona.

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle