Unge landmænd prioriterer familietid og ferie højere end de ældre

Landmænd under 40 prioriterer ferie i højere grad end de lidt - og noget - ældre landmænd.

Andelen af landmænd, der ikke har tænkt sig at holde ferie i år, stiger voldsomt med alderen.

Mens det kun er hver tyvende landmand - fem procent - under 40, der ikke holder ferie i år, er det dobbelt så mange af dem i alderen fra 40 til 60 - 10 procent - der bare vil blive hjemme og arbejde igennem.

Kigger man på øverste hylde hos de ældste over 70, så svarer hver fjerde, at de ingen planer har om at holde ferie.

Det viser en spørgeundersøgelse, som LandbrugsMedierne har gennemført blandt L&Fs medlemmer.

I undersøgelsen har godt 1.300 landmænd blandt andet svaret på, hvor meget ferie, de vil holde i år.

Undersøgelsen er gennemført før coronavirussen for alvor ramte verden, men tallene giver alligevel et tydelig tegn på, hvor meget ferie landmænd under normale omstændigheder holder.

 

 

14 dages ferie i snit

I gennemsnit holder man som landmand omkring 14 dages ferie om året, men der er en meget stor andel, der højst holder ferie i en enkelt uge.

Det drejer sig faktisk om hver anden landmand. Ser man på de unge landmænd, er det dog 'kun' hver tredje, der holder under én uges ferie.

"I vores undersøgelser kan vi se, at der er flere og flere unge landmænd, der får øjnene op for, at de vil have et liv, hvor der er tid til andet end arbejde. Mange er begyndt at prioriterer fritid og ferie med familien meget højere", fortæller chefkonsulent i Vækst og Strategi, Ivan Damgaard, fra Seges.

"Fra teorien om vækstledelse ved vi, at det er fornuftigt at bruge det drive, man har som ung og skal bygge en ny virksomhed op. Men det er typisk noget, man kan gøre i nogle år, hvor man virkelig arbejder igennem. Som landmand skal man også tænke på, at man skal kunne tåle det, uden at blive slidt op rent fysisk", siger Ivan Damgaard.

Meget eller lidt

Spørgsmålet om, hvorvidt landmænd så holder meget eller lidt ferie, er til gengæld ikke så let at besvare.

En statistik over, hvor meget ferie selvstændige erhvervsdrivende fra andre erhverv holder, findes ikke, oplyser Danmarks Statistik.

Man må i stedet nøjes med at konstatere, at landmænd holder væsentlig mindre ferie end lønmodtagere, der er sikret fem uges ferie om året. Med i den ligning skal man så også huske, at der er fordele forbundet med at være selvstændig sammenlignet med at være lønmodtager.

Relaterede

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle