Ungt medlem: Bestyrelserne er blevet for gamle

Der er risiko for stort videnstab, hvis man ikke får nogle unge ind i landboforeningernes bestyrelser, inden de mange ældre landmænd holder op.

Jesper Bay Nielsen er 29 år og landmand i det midtjyske og har virkelig travlt. Efter han kom i bestyrelsen i Landboforeningen Midtjylland, skal han nemlig hele tiden til 60-års fødselsdag. Hele tre blev det til i det første år, han sad i bestyrelsen. Selv om det er dejligt, appellerede han alligevel til de delegerede om at tænke på at få nogle unge ind i bestyrelserne.

»Alder er ikke noget problem for mig. Alle I, der sidder her i Herning, besidder en enorm viden og indsigt i, hvordan tingene fungerer i jeres kommuner og i folketinget. Men ikke engang bestyrelsesmedlemmer lever evigt«, sagde han på delegeretmøde onsdag.

Jesper Bay Nielsen opfordrer til, at bestyrelserne gør noget for at få yngre med, så det ikke bliver, som når han foreslog sin farfar at lave noget om på gården.

»We er bleven for gamle«, lød svaret.

»Sørg nu for at få motiveret nogle unge til at komme med. Et års gratis medlemskab, gratis spisning til generalforsamlingen eller politiske kurser i, hvad det egentlig er, vi i landboforeningerne går og laver, tror jeg kan være en rigtig god og ligefrem nødvendig investering«, opfordrede han.

Han tænker, at man skal gentænke foreningerne og lave det hele mere netværksbaseret, så foreningerne ikke bare skaber værdi igennem politisk arbejde, men også gennem netværk.

»I disse år med rekordstor tilgang på landbrugsskolerne bør vi ikke som foreninger bare acceptere en tilbagegang i medlemstallet«, sagde han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle