Ungt par satser stort: Bygger landets næststørste farm

Svinestald og lade indrettes til den lille gnaver med det eftertragtede skind: Chinchillaen.

De lægger ikke skjul på målet. De vil være med i toppen af de bedste chinchillaavlere.

»Vi starter ikke det her for sjov. Det er alvor, og målet er ikke en lille garagefarm. Vi sætter alt ind på at blive blandt landets bedste, både når det gælder kvalitet og indtjening,« siger Jimmy Østergaard Bering, der, sammen med sin kone Bianca, har købt et nedlagt landbrug i Bjergby ved Hjørring og startet Bering Chinchilla.

Indretter lade til stald

I øjeblikket er de selv ved at indrette gårdens gamle svinestald til en afdeling med avlsdyr, en afdeling med ungdyr, pelseri og sikrede faciliteter til opbevaring af skind.

De første 24 avlsdyr ankom for fem måneder siden, og de første unger kom til verden for seks uger siden.

I løbet af de næste tre år er det planen også at inddrage laden til produktionen, så de nuværende 900 avlsdyr kan vokse til 1.700. Og skulle det gå hen og blive en succes, er der plads til 2.700 avlsdyr plus ungdyr på gården.

Trods deres unge alder - 27 og 28 år - har Bianca og Jimmy allerede en del erfaring med både landbrug og økonomi. Ved siden af opbygningen af chinchillafarmen arbejder Jimmy på tiende år som medhjælper på en stor svinefarm. Bianca har gået meget på en minkfarm som barn og arbejder som debitorassistent i en større virksomhed.

De erfaringer kom dem til gode, da de skulle skaffe finansiering projektet. Godt nok ville den første bank efter fire møder kun give dem en kassekredit, så de kunne starte med 25-30 avlsdyr og bygge besætningen op derfra.

»På den måde ville det tage 15 år, før vi kunne regne med at have nok dyr til at leve af det. Der skal 1.200 avlsdyr til en fuldtidsstilling, og det ville vi ikke vente på,« siger Jimmy Østergaard Bering.

En henvendelse til den lokale Sparekassen Vendsyssel gav til gengæld hurtigt bonus.

»Vi sendte et budget for en farm med 1.700 avlsdyr og beskrev vores tanker og planer. Og allerede til det første møde havde banken et finansieringsforslag klar, hvor der indgik vækstkaution, og vi kunne se, hvor meget vi selv skulle stille med,« forklarer Bianca Østergaard Bering.

Da kravet til egenfinansiering var større end deres opsparing, blev de enige om at starte med 900 avlsdyr, og at de begge to skulle beholde deres fuldtidsjob og derefter stille og roligt øge til 1.700 avlsdyr, så Jimmy på sigt kan arbejde fuld tid på farmen.

Indtil nu har projektet kun kostet penge. Et avlsdyr koster cirka 800 kr., og den post er alene løbet op i 720.000 kr. Dertil kommer køb af gården, inventar, indretning af stalde, klimastyring og pelseri samt udgifter til foder m.m.

Det tager tre år, før dyrene er oppe på fuld produktion, og med lidt held kommer de første indtægter fra skind, solgt på auktionen i september 2015, 15 måneder efter, de første avlsdyr blev sat ind.

For at holde udgifterne nede laver Jimmy derfor selv så meget som muligt af arbejdet med at indrette staldene. Blandt andet har han sparet 50.000 kr. ved selv at samle alle bure til ungdyrene.

Nulpunkt på 300 kr.

Budgettet siger, at det økonomiske nulpunkt ligger på omkring 300 kr. pr. skind, og skindene er i budgettet sat til en salgspris på 450 kr. Til sammenligning blev regulære grå standardskind solgt for i 498 kr. i gennemsnit på den seneste auktion.

Dertil kommer, at Jimmy og Bianca i budgettet kun har regnet med 2,75 skind pr. hun om året, hvor de håber på tre skind.

»Samtidig tror vi, at der er mange ting, der kan forbedres i chinchillaavlen, hvor der ikke er sket en lige så stor udvikling som i det øvrige landbrug. Der ligger store forbedringer og mere effektive arbejdsrutiner og venter. Den udvikling vil vi gerne være med til at drive frem,« siger Jimmy Østergaard Bering.

Brug for flere foderblandinger

Jimmy peger blandt andet på, at der i dag kun findes én foderblanding, som både avlsdyr og ungdyr får. Det mener han skal forbedres, så der som minimum er forskellige blandinger til avlsdyr og ungdyr.

Værktøj til styring af produktionen er der heller ikke meget af. I dag sker de fleste registreringer med papir og pen i stalden. Der har Bianca og Jimmy fundet et spansk edb-program til at optimere avlsarbejdet, hvor hvert dyr har en stregkode, og man på en håndholdt terminal taster data ind i stalden og overfører dem til computer.

»Det giver mulighed for at optimere avlen på en langt mere effektiv måde,« mener Jimmy Østergaard Bering, som skal distribuere programmet i Danmark og forventer, at det kommer til salg i januar.

Rent afsætningsmæssigt er de unge, nystartede chinchillaavlere også ret sikre på, at fremtiden er lys.

»Prisen på skind har været ret stabil de seneste 20 år, så vi frygter ikke, at den pludselig styrtdykker. Dertil kommer, at eksempelvis de rige kinesere har brug for at skille sig yderligere ud, nu hvor en stor del af mellemklassen også går med minktøj.«

»Der tror vi, at chinchilla kan få en stor rolle både som besætning på for eksempel ærmer og kraver på minkjakker men også som hele jakker syet af chinchilla,« siger Bianca Østergaard Bering.

Faktaboks

Bering Chinchilla

  • 800 hunner: 795 standard grå, 2 Black velvet, 1 Beige, 1 Violet og 1 Wilson
  • 100 hanner: 98 standard grå og 2 Violet.
  • Jord: 5 hektar
  • Fuldtidsstillinger ved 900 avlsdyr: 0,75
  • Fuldtidsstillinger ved 1.700 avlsdyr: 1,5

Avl af chinchilla

  • En hun får 1,6 kuld om året i gnsn.
  • Et kuld er på 1,9 unger i gnsn.
  • Hunnerne er drægtige i 111 dage
  • Spiser hø og en fiberrig fuldfoderblanding med fx lucerne, byg, havre, vitaminer og mineraler
  • Bure skal have bl.a. skjul, en højtsiddende platform, sandbad og gnavemateriale.
  • Temp. i stald til avlsdyr er 19 gr.
  • Temp. i stald til ungdyr er højst 10 gr. C

Salg af skind

  • Sælges af Kopenhagen Fur
  • De fleste skind købes af italienere. Kinesere ventes at komme til at spille en stor rolle
  • På den seneste auktion var gennemsnitspriserne på regulære skind de næsthøjeste nogensinde:
  • Grå standard: 498 kr.
  • Mutationer: 648-916 kr.

Produktion i Danmark

  • 90 chinchillaavlere
  • 250 avlsdyr i gennemsnit
  • Største farme: En med 2.500 tæver og tre med 1.000-1.200 tæver 
  • Årlig produktion 33.000 skind
  • Til sammenligning producerer danske minkavlere 25 mio. skind pr. år

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle