Unikt øko-kød fra Danmark hitter i Nordamerika

Friland har for et år siden lanceret en nicheproduktion af økologisk grisekød og må som en af de få i verden eksportere det økologiske kød til USA, hvor det bliver revet væk, fortæller direktør Claus Hein.

Salget overgår alle forventninger, og på blot lidt over et år er Friland lykkedes med at sparke døren ind hos både detailhandel og forbrugerne i USA og resten af Nordamerika. Som et af de få i verden har Danish Crown-selskabet opnået godkendelse til at sælge økologisk grisekød i USA, og salget af den specielle nicheproduktion, som Friland lige nu har hos fem af sine producenter, går rigtig godt.

"På trods af corona og nedlukningen i foodservice er der stor efterspørgsel på de produkter, vi eksporterer til USA. I forhold til de forventninger, vi havde, da vi satte initiativet i gang, overstiger realiteterne helt klart forventningerne", siger Claus Hein, direktør for Friland.

Den endelige godkendelse til eksporten af nicheproduktionen, der bl.a. indebærer økologisk og antibiotikafri produktion, større pladskrav, nul brug af animalsk protein i foderet, øremærkning af alle grise og mange kontroller og registreringer, faldt i oktober 2019.

I Danish Crowns regnskab for 2019/2020 fremgår det, at tre procent af Frilands samlede eksport af økologisk grisekød og kød fra friland går til USA. Forventningen var, at de tal ville fortsætte ind i 2020 og 2021, men virkeligheden blev vildere. »Jeg kan sige så meget, at vi leverer det dobbelte, og næsten en tredobling af, hvad vi forventede«, siger Claus Hein.

Specialproduktion er succes

Generelt er det heller ikke kedeligt at sælge økologisk grisekød eller frilandskød hverken på den ene eller den anden side af Atlanten lige nu.

"Faktisk er det ikke kun i USA, men hele Nordamerika generelt, der over det sidste år er blevet et marked, som vi har haft ret god succes med", siger direktøren, der fortæller, at også flere europæiske kunder, der laver forædlede varer med henblik på salg i USA, efterspørger råvarerne fra specialproduktionen.

Claus Hein fremhæver dog, at efterspørgslen efter økologisk svine- og oksekød også er vokset på de traditionelle markeder som Danmark, Tyskland og Frankrig, hvor man ikke har kunnet se, at corona-pandemien har haft en større betydning for afsætningen.

Producent ved godt mod

Også Brian Holm, der er en af producenterne af de specielle grise, kan mærke, at det går godt. På trods af startvanskeligheder med både de nye foderblandinger og ekstra daglige registreringer er der nu ved at være styr på tingene.

"Vi er meget mere positive nu, end vi var for et år siden, hvor det virkelig var udfordrende. Vi har betalt lærepenge i det seneste år, men det ser ud til, at vi er ved at få godt styr på det og økonomien nu", siger producenten, der har 650 økologiske årssøer ved Brørup. Friland betaler ud over øko-tillægget også et tillæg for specialproduktionen.

Øko-grise fylder ca. 53 pct. af Frilands omsætning, mens frilandsgrise fylder 13 pct. og økologisk kødkvæg resten.

Faktaboks

Eksportsucces 

  • Frilands tre primære afsætningsmarkeder er Danmark, Tyskland og Frankrig. 
  • På et år er Nordamerika vokset til en væsentlig aftager af eksporten på niveau med f.eks. Holland og Italien.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle