Unitron køber sig ind i teknologivirksomhed

Kolding-firmaet Unitron er fra 30. juni medejer af Farrowtech, der har gjort sig bemærket med en overvågningsløsning til at nedbringe pattegrisedødeligheden.

Med virkning fra 30. juni bliver udstyrsleverandøren Unitron, medejer af Farrowtech, der gennem flere år blandt andet har arbejdet på en særlig overvågningsløsning, som via kunstig intelligens kan give staldmedarbejdere besked på mobiltelefonen, hvis der er problemer ved en sofaring.

Jan Volmer, medejer af Unitron, oplyser til LandbrugsAvisen, at han glæder sig over udsigten til, at Farrowtechs produkter kan blive solgt via Unitron, som i forvejen har et bredt sortiment af udstyr til landbruget.

- Farrowtech er rigtig, rigtig gode til at udvikle produkter, som blandt andet er blevet gennemtestet af Seges Innovation. Hos Unitron har vi i forvejen nogle produkter, der går rigtig godt i spænd med de produkter, som Farrowtech allerede har udviklet, og som er på vej, siger Jan Volmer.

Han forventer, at medejerskabet af Farrowtech vil løfte salget af virksomhedens teknologiske løsninger.

- Farrowtech udvikler innovative produkter, og den kommercielle del kan vi hjælpe til med, siger han.

Foruden den velkendte overvågningsløsning Farrowcam annoncerede Farrowtech flere nyheder i forbindelse med Nutrifair-messen i maj - herunder forskellige trådløse sensorer til at måle temperatur og vandforbrug helt ned til den enkelte so. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle