Universitet: Seges' katastrofeberegning holder stik

Seges' beregninger af årets tørketab bliver blåstemplet af eksperter ved Københavns Universitet.

Seges' beregning af årets tørketab holder stik. Sådan lyder det fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO), skriver Altinget.

For cirka en måned siden præsenterede landbrugets videnscenter en beregning, der viste, at årets katastrofale høst vil koste landbruget cirka 6,4 mia. kr. 

Efterfølgende bad miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen IFRO om at gå beregningerne efter i sømmene, og det er de nu færdige med.

“Det er IFRO’s vurdering, at Seges giver et retvisende billede af niveauet for tørkens samlede økonomiske konsekvens, og at den metodemæssige tilgang er pragmatisk og velvalgt", skriver IFRO i sin udredning "Økonomisk vurdering af tørken," ifølge Altinget.

IFRO konkluderer desuden, at "niveauet for tabet er retvisende".

Direktør for innovation hos Seges Ejnar Schultz glæder sig over blåstemplingen af beregningerne.

“Vi er i nogle sammenhænge en privat forskningsinstitution, men det er klart, at til syvende og sidst er vi ejet af landmændene, og derfor skal vi være ekstra grundige for at bevare vores troværdighed", siger han til Altinget.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle