Usædvanligt: Mælkeprisen slutter året, hvor den startede

Kun små valutaændringer har givet svingninger i mælkeprisen i 2019. Arla slutter året, hvor man lagde ud.

Mælk er verdens mest volatile råvare, siges det. Men i 2019 har Arla ligget usædvanligt stabilt på mælkeprisen.

Således også i december, hvor mejeriselskabet melder, at prisen bliver, hvor den også var i november. Nemlig på 248,8 øre/kg, hvor man har både GMO-frit foder samt Arlagården plus.

For de fleste vil den bedste mælkepris, der kan opnås, hvis kvaliteten er høj og andre tillæg i top, være på 241,35 øre, idet kun en mindre andel af de danske producenter har kontrakt på gmo-frit foder.

Også de økologiske mælkeproducenter fastholder prisen herhjemme i Danmark og kan se frem til maksimalt 324,4 øre/kg for førsteklasses kvalitet.

De eneste udsving, der har været i årets løb på mælkeprisen er altså valutakurs-justeringer, hvor Arla benytter et system med valutakurserne otte kvartaler bagud til at udligne de udsving, som især svensk og engelsk valuta tager op imod euro og kroner.

Her er danskerne faldet godt en øre i prisen over året.

Arla: Her stiger det og her er der stabilitet

Som vanligt melder Arla i sin markedsberetning ud om både stigninger og fald i produktion og afsætning rundt omkring i verden.

"Den globale mælkeproduktion, for året frem til september, lå stort set på linje med produktionen i samme periode året før. Europa har indtil nu haft en vækst på 0,4 procent, idet væksten stadig primært ligger i UK, Belgien og Irland med svage fald i Frankrig, Tyskland og Holland", skriver mejeriselskabet, men melder om tendenser til fald i New Zealand.

"Priserne for både skummetmælkspulver og sødmælkspulver er fortsat med at stige i de seneste par uger, da efterspørgslen i Asien og Mellemøsten efter især proteinbaseret pulver er høj, samtidig med at beholdningerne er lave", lyder det.

Arla melder dog om, at kunderne håber på bedre priser næste år og derfor kun handler på kort sigt. Men pulver-stigningerne har også effekt på andre markeder:

"Kombinationen af lavsæson for mælk i Europa og stigende priser på skummetmælkspulver og sødmælkspulver har fået priserne på gul ost til at stige, da de handlende forsøger at sikre deres forsyninger i de kommende måneder. Prisstigningen er ikke slået i gennem for mozzarella, hvor stigende produktion har sænket presset på markedet, selv om vi endnu har til gode at se de forventede fald i markedspris fra denne stigning".

Smørpriserne har fortsat deres fald i Europa, men ligger fortsat over verdensmarkedet.

Pres på øko-efterspørgsel

Arla melder om vækst i udbuddet af økologisk mælk, mens efterspørgslen er lav. Det kan skabe prispres, advarer mejeriet.

"Med et marked der begynder at udvise overskud på udbudssiden, kan vi opleve, at priserne kommer under pres i de kommende måneder", lyder det.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle