Utilfreds minkavler vil ikke lukke aflivningshold ind

Fødevarestyrelsen må tvinge sig ind på farm, hvis den vil aflive mink, siger utilfreds minkavler.

Torsdag skal aflivningen af en million mink efter planen starte, men i Gjøl i Nordjylland er en af de berørte minkavlere utilfreds med den kompensation, han er stillet i udsigt.

Derfor har minkavler Poul Frederiksen ikke tænkt sig at samarbejde med myndighederne om aflivningen. Han vil forlange, at myndighederne tvinger sig ind, hvis de vil ind. Det fortæller han til TV2 Nord.

"Halvdelen af farmene på Gjøl er allerede smittede, og inden de får slået min besætning ned, kan det være alle, der er blevet smittede. De vil derfor også få ringere kompensation, end de var stillet i udsigt, da aftalen blev indgået. De saver fuldstændig benene væk under os", siger Poul Frederiksen til TV2 Nord.

Der er omkring 37.000 mink på farmen, som Poul Frederiksen driver med sin søn.

Utilfredsheden går på, at der ikke er samme kompensation for smittede mink som ikke-smittede.
Minkavlerne får kompensation per skind. De kan enten få et fast beløb nu - eller afvente og se markedsprisen i 2021 og få et beløb ud fra det.Derudover får smittede farme dækket 20 procent af deres driftstab, mens ikke-smittede farme får dækket 100 procent.

Poul Frederiksen siger til TV2 Nord, at det kommer til at koste ham 1,2 millioner kroner, at han ikke får fuld kompensation.

Ved 11-tiden torsdag var aflivningen ikke startet, men politiet er til stede i Gjøl.

Ifølge Nordjyske er årsagen til, at aflivningen ikke er begyndt, at der ikke er skrevet under på kompensationen.

Samlet set skal der aflives mink på 150 farme - primært i Nordjylland. Enten på grund af smitte eller fordi farmene ligger tæt på smittede farme.

Omkring 200 mand er involveret i arbejdet, som ventes at tage flere måneder.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) forklarer til DR, at der er forskel på kompensationen, så avlerne har en økonomisk interesse i at holde coronavirus ude.

"Grunden til, at der er forskel på den kompensation, smittede farme og ikke-smittede får, er, at der hele tiden skal være et incitament til at holde sine farme smittefri", siger han til DR.

/ritzau/
 

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle