Utilfredse landmænd får plads ved bordet i BMG-oprydning

Tre advokater skal deles om oprydningen efter svindelramte BMG. De utilfredse landmænds advokat mener, at det er billigste løsning.

Endnu en advokat skal nu sidde med om bordet, når konkursboet efter den kollapsede kornhandel BMG skal gøres op.

Dermed får de utilfredse landmænd og kreditorer, der står til millioner i kroner af tab på svindlen i selskabet nu  deres advokat Anders Stoltenberg fra Sønderby Legal med helt tæt på processen.

De to nuværende kuratorer, Torben Korsager fra Interlex og Søren Christensen Volder fra BechBruun har nemlig fået grønt lys fra Skifteretten i Randers til at optage Anders Stoltenberg i det nu altså tre mand store kuratel, der behandler konkurssagen. Dermed har kuratorerne undgået en regulær magtkamp eller armlægning om, hvem der har flest kreditorer bag sig.

Anders Stoltenberg er tilfreds med udfaldet for sine mange klienter, som han fik efter at Bæredygtigt Landbrug (BL) og Østlige Øers Landboforening gik sammen om at samle navne fra de ramte leverandører og kunder hos BMG med det formål at få mest mulig landmandsindflydelse på bobehandlingen.

"De to nuværende kreditorer anerkender, at vi kommer med et meget stærkt mandat. Banken (Spar Nord, red.) har også - repræsenteret ved de to kuratorer - udtrykt, at det kun er naturligt, at vi får en repræsentant i kuratellet", forklarer Anders Stoltenberg, der er glad og stolt over, at BL's initiativ til at samle landmændene endte med, at han nu er blevet udpeget til at varetage landmændenes interesser.

Han vurderer, at han har opbakning fra omkring en tredjedel af boets kreditorer målt i penge, idet landmændene kan tælle op mellem 55 og 60 mio. kr. i tab. Endnu er der ikke fuld optælling på, hvor mange der har tabt penge, men kuratorernes første vurdering lød på et samlet beløb på 140 mio. kr. Tidligere har Spar Nord meldt ud, at de forventer at tabe 45 mio. kr. på konkursen. De har dog ikke ønsket at fortælle, hvor stort det samlede engagement i BMG har været.

Endnu en advokat er billigste løsning

"Vi er enige om, at det er en god ide, at jeg optages som tredje kurator. Og nu holder vi et møde i den kommende uge om den nærmere arbejdsfordeling. Tanken er, at jeg selvsagt skal koncentrere mig om det, der har særlig interesse for dem, der har peget på mig. Det drejer sig om forholdet til banken og salget af aktiverne", forklarer Anders Stoltenberg og tilføjer:

"Det har et særligt fokus, at ingen får særbehandling i boet".

Normalt vil man tænke, at tre advokater på en opgave - det bliver dyrere end at have to?

"Med den store opbakning og mandat, som jeg har fået, kunne vi have væltet en af de to kuratorer. Men arbejdet i konkursboet er allerede ret fremskredet, aktiverne er solgt og der er foretaget mange registreringer. Derfor ville der have været et betydeligt dobbeltarbejde i et skifte", forklarer Anders Stoltenberg.

Mener du, at det ville være dyrere at afsætte en af de to nuværende?

"Ja, det vil jeg tro. Havde man fyret en og så skulle have etableret konkursadministration et andet sted, ville det have gjort det hele mere kostbart", siger advokaten og tilføjer:

"Alle kreditorer har en fælles interesse i at få flest mulige penge i boet".

Betyder det, at nu handler det om samarbejde?

"Jeg repræsenterer jo nogle andre kreditorer, men vi arbejder med et fælles mål. Så skal der ikke være nogen særbehandling. Men nu går vi frisk til opgaven".

Emneord

BMG

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle