Af Mickey Gjerris, lektor i bioetik ved Københavns Universitet.
Brug af genmodificerede organismer (GMO) har siden 1990erne delt vandene. Tilhængerne ser GMO som et redskab til at gøre produktionen mere miljøvenlig og som en mulighed for at sikre fødevareforsyningen til en voksende verdensbefolkning.
Modstanderne synes, at teknologien er fyldt med risici for mennesker og økosystemer og et middel til at sikre multinationale virksomheder monopol på frø og planter, ikke mindst gennem omdiskuterede patenter.
Stor skepsis i EU
Indtil i dag er diskussionen i Danmark og resten af EU mundet ud i en stor skepsis. Det har ført til omfattende godkendelsesprocedurer og mærkningskrav, som igen har betydet, at GMO ikke produceres i Danmark. Der sælges stort set heller ikke genmodificerede produkter i detailhandlen. En af de seneste kontroverser handler om, hvorvidt animalske produkter, der er baseret på genetisk modificeret foder, bør mærkes.
Aldi er begyndt at sælge mælk, hvor foderet til dyrene er garanteret GMO-frit, og et bredt flertal i Det Etiske Råd anbefalede i efteråret at indføre en mærkningsordning, der også gælder animalske produkter produceret vha. genmodificeret foder.
Naturligt eller ej?
Der er mange grunde til skepsissen mod GMO, men ofte fremhæves to argumenter. Dels at de GMO, som anvendes i dag, ofte er bundet op på brugen af bestemte sprøjtegifte, dels at GMO er unaturligt, fordi der ofte er tale om planter, hvor der er indsat gener fra organismer, som planterne ikke udveksler gener med i naturen. Et tidligt eksempel, der af mange betragtes som grotesk, er tomater, der fik indsat et gen fra en fisk for at gøre planten mere resistent overfor kulde.
Nu har en ny bioteknologi imidlertid set dagens lys: CRISPR-Cas9. Teknologien gør det langt mere effektivt og billigt at ændre i planternes gener. Ifølge professor Michael Broberg Palmgren fra Københavns Universitet er et af de store potentialer i den nye teknologi, at man kan nøjes med at redigere plantens egne gener og derved fremstille afgrødeplanter af vilde planter, f.eks. bælgplanter, der er bedre til at udnytte jordens næringsstoffer end de afgrøder, der dyrkes i dag.
Mærkning eller ej?
Det store spørgsmål er nu, hvordan man skal betragte sådanne planter. Det er utvivlsomt kun et spørgsmål om tid, før de første planter er klar til godkendelse. Skal de så godkendes som de nuværende GMO-afgrøder, eller er der tale om en anden type planter på linje med konventionelt fremavlede afgrøder? Og skal slutprodukterne mærkes som GMO, eller kan de sælges som andre konventionelle planter?
Især det sidste er afgørende for, om planterne vil kunne komme ind på markedet. Skepsissen over for GMO er så udbredt, at der næppe er økonomi i at anvende planterne, hvis forbrugerne opfatter dem som GMO.
Som de oprindelige GMO er de resultatet af en målrettet intervention i plantens gener under anvendelse af avanceret bioteknologi. På den anden side er planterne ikke nødvendigvis bundet op på anvendelsen af sprøjtegifte, og der er ikke tale om, at man har indført gener fra ikke-beslægtede arter.
GMO eller ej?
Den svenske regering har allerede bedt EU vedtage, at planter baseret på genredigering ikke skal opfattes som GMO. En lang række forskere har i forskellige sammenhænge været ude og sige det samme.
En ting er, om de skeptiske økologer vil omfavne de nye teknologier. Noget andet er, om de vil kunne anvendes i det konventionelle landbrug uden at få sat GMO-stemplet på sig.
Diskussionen er kun lige begyndt, og er der noget at lære fra den hidtidige diskussion om GMO, så er det, at den vil rumme en skønsom blanding af naturvidenskabelige og etiske argumenter, påstande om naturlighed og unaturlighed og meget andet. GMO version 2.0 er landet med et brag.
Nu skal vi så finde ud af, hvordan og om vi skal tage imod de nye muligheder og risici, og hvad de egentlig er.
