Værsgo, her er tre genveje til fortsat stigning i mælkeydelsen
Ugen på spidsen: Ydelsesfremgang kræver med dagens højtydende besætninger fokus andre steder end i kostalden, skriver ugens klummeskribent på Kvæg Plus.

Forleden var jeg til kvægårsmøde hos LandboNord. Det var der også næsten 400 andre, der var.

Et imponerende fremmøde, der vidner om en stærk rådgivning og et lige så stærkt fællesskab blandt de nordjyske mælkeproducenter.

Lige så imponerende var programmet. Og overraskende. For der var ikke et eneste indlæg om den lakterende ko.

Derimod var der meget forskellige, men begge fremragende indlæg om vigtigheden af rutiner og struktur i kalvepasningen og hvordan man vender en relativt håbløs situation med stort sygdomstryk og høj kalvedødelighed til sundhed i top og en kalvedødelighed pænt under gennemsnittet.

Surt liv for kvierne

Derefter var der to indlæg om, hvordan kan gøre livet rigtig surt for sine kvier, hvis man ikke har fokus på deres klove, senge og opstaldningsforhold generelt.

Det ene indlæg blev illustreret med nogle særdeles sigende videoanalyser fra kviestalde om forkert inventar, nonstop-skrabere ved foderbordet og alt for uens kviehold. Videoanalyser beviste igen-igen, at de er et særdeles stærkt værktøj til at finde forbedringsmuligheder, hvadenten det gælder inventar, fodring eller management.

Til sidst var der to indlæg om, hvordan man får øget grovfoderudbytterne i marken og mindsket omkostningerne til alle maskinerne i maskinhuset.

Lige til at plukke

LandboNord har fingeren på pulsen, og et program som det ovennævnte peger på i hvert fald tre relativt lavt hængende frugter, som er lige til at plukke for mange mælkeprocenter i samarbejde med rådgivere, der har værktøjerne til vise den bedste vej på den enkelte bedrift.

For ja, sunde kalve, der har fået alt det mælk, de kunne drikke de første par måneder, er større og stærkere og leverer mere mælk, når de kælver ind.

Foderkontrol: Tre vigtige grunde til at koen udnytter foderet dårligtKvæg 31. januar · 08:46

Kvier med sølle klove bliver ikke superstjerner i malkestalden. Og hvorfor ikke lade maskinstationen passe jorden, hvis den kan gøre det billigere end du selv kan?

Der er penge i det.

De bedste råvarer

Det er også her, vejen til yderligere fremgang i allerede højtydende besætninger begynder. Ved at sikre de bedst mulige ’råvarer’ fra såvel kalve- og kviestaldene som fra majs- og slætgræsmarkerne.

Som kalveoplægsholderen Anne-Mette Iversen Bach Lauritsen sagde til de 375 tilhørere:

"En murer begynder jo heller ikke byggeriet af et hus med at sætte soklen skævt.

 

Claus Solhøj, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning til omtalte emne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.