V, LA og DF imod pesticidafgift - K tøver

Der er næsten blåt flertal for at afskaffe pesticidafgiften.

Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ønsker at afskaffe pesticidafgiften. Kun Konservative tøver. Det skriver Altinget.dk.

"Afgifter er en fin idé, hvis det er adfærdsregulerende. Men hvis det giver problemer med resistens og bare bliver en ekstra skat, så synes jeg afgifter er noget fjollet noget", siger miljøordfører Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti, til Altinget.dk.

Konservative synes ikke umiddelbart, at det er en god ide at afskaffe pesticidafgiften.

"Som udgangspunkt mener vi, at pesticidafgifterne er fornuftige, så længe de har en miljøregulerende effekt. Men vi vil afvente den evaluering, der er i gang", siger Mette Abildgaard, miljøordfører for Konservative.

Regeringens evaluering af pesticidafgiften er forsinket og ventes at blive offentliggjort de næste måneder. Finansministeriet, Skatteministeriet, Erhvervsministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet står bag evalueringen.

Socialdemokratiet afventer evalueringen, før de udtaler sig.

Pesticidafgiften indbringer statskassen cirka en halv mia. kr. årligt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle