V: Minister udskyder målsætning om godt internet i provinsen

Dan Jørgensen (S) har på et samråd fortalt om, hvordan han vil sikre bedre bredbåndsdækning i hele Danmark.

Bedre internetadgang i Danmarks yderområder. Det er målet med den såkaldte Bredbåndspulje på 100 millioner kroner, som regeringen vil afskaffe som del af dette års finanslovsudspil.

Samtidig lægger regeringen nu op til at udskyde ambitionen om ordentlig internet i hele landet, mener Venstre.

Udmeldingen kommer, efter et samråd med klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) torsdag, hvor ministeren blandt andet sagde:

"Når vi ser markedet i så høj grad løfte opgaven på egen hånd, så mener vi faktisk, at det er sund fornuft at prioritere pengene til andre områder".

Efter samrådet siger Venstres telekommunikationsordfører Christoffer Aagard Melson (V):

"Ministeren udskød reelt vores fælles målsætning om, hvornår alle danskere skal have en ordentlig internetforbindelse".

"Vi har jo haft teleforliget fra 2018, hvor vi havde sagt, at alle skulle have en ordentlig forbindelse i 2020. I dag gik han så over til, at ambitionen nu måske er engang i midten af 2020’erne", siger Christoffer Aagard Melson.

Det var Aagaard Melson, som havde indkaldt til samrådet om bedre internetadgang i Danmarks yderområder sammen med Peter Juel-Jensen (V), der er landdistrikts-og ø-ordfører.

/ritzau/

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle