V om paragraf 3-forbud: Det er tyveri ved højlys dag

Venstre kritiserer fortsat, at landmænd og lodsejere ikke bliver kompenseret for det forbud mod at sprøjte og gøde paragraf 3-arealer, som et flertal i Folketinget torsdag har stemt igennem.

Det er tyveri ved højlys dag, at landmænd og lodsejere ikke kan få kompensation for ikke længere at måtte sprøjte, gøde og pløje deres ferske paragraf 3-enge.

Sådan lyder det fra landbrugsordfører Erling Bonnesen (V) efter et flertal i Folketinget torsdag vedtog forslaget om sprøjte-, pløje- og gødskningsforbud på paragraf 3-arealer. Forbuddet træder i kraft den 1. juli 2022.

Forslaget har igennem længere tid mødt kritik for, at der ikke følger nogen form for kompensation med til de landmænd, der bliver ramt af forbuddet. 

Problemet er blandt andet, at landmænd og lodsejere på grund af forbuddene kan miste foderværdi i græsset på engene - samtidig med at jorden kan falde i værdi.

"Det er en skændsel, at regeringen med sit parlamentariske grundlag har vedtaget forbuddet, og dermed efterlader en lang række lodsejere i uvished. Rigtig mange lodsejere står over for et økonomisk tab af ukendt størrelse på grund af det forbud", siger Erling Bonnesen.

"Vi har påpeget - også under 3. behandlingen af forslaget i dag - at det er helt normatl, at når det offentlige griber ind i ejendomsretten, så yder de selvfølgelig kompensation for tab man har som lodsejer. Men her løber regeringen fra regningen, og det er at sammenligne med tyveri ved højlys dag", siger ordføreren.

Lang uvished

Kun i særlige grelle tilfælde kan der blive tale om ekspropriation, har ministeren tidligere forklaret. Og i så fald kan lodsejere først få klarhed over, om deres arealer står til at kunne blive eksproprieret eller kompenseret når forbuddet træder i kraft 1. juli 2022.

"De skubber lodsejerne ud i uvished i en to-årig periode, og henviser til, at man så kan nå at tilpasse sig. Det er helt utilstrækkeligt. Det står i skærende kontrast til, at regeringen siger, at de vil landbruget, men i praksis gør de det modsatte", siger han.

Venstre og en række andre partier fra blå blok har allerede varslet, at de senere på året vil kalde ministeren i samråd om sagen.

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle