V-ordfører: Flere penge på vej til udtagning af landbrugsjord

Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen fortæller, at der er flere penge på vej til udtagning af lavbundsjord efter endnu et år med kraftig overansøgning på klima-lavbundsordning.

For andet år i træk blev Miljøstyrelsens pulje til udtagning af lavbundsjord kraftigt overansøgt. Der var i år afsat 139 millioner kroner til projekter med udtagning af lavbundsjord, som svarer til udtagning af cirka 1.100 hektar, men der blev i 47 ansøgninger søgt om projekter for hele 645 millioner kroner, som svarer til over 5.000 hektar.

Ligesom det var tilfældet sidste år, hvor puljen også blev overansøgt. I forbindelse med, at der blev gjort status over årets ansøgningsrunde, så lød det fra miljøminister Lea Wermelin, at "selvfølgelig" bliver der kigget på at løse udfordringen med, at der er søgt om flere midler end der blev afsat.

Og alt tyder da også på, at der er ekstra penge på vej til jordudtagning.

Det oplyser Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen, som for nylig har været til møde om sagen iblandt forligskredsen bag den nu næsten et år gamle landbrugsaftale.

- Der er søgt om så mange flere penge nu, at vi ved det sidste forligskredsmøde har slået i bordet og sagt, at ”der skal bare leveres”. Og det bliver der nu. Der bliver inden for ikke ret lang tid kørt et aktstykke gennem Finansudvalget, og det skal så levere de penge, der skal til, så de sager kan blive ekspederet, siger han.

Tempo på

Han fortæller, at som tingene er lige nu, så er det ikke landmændene, der sænker tempoet, når det kommer til at opfylde det, som blev aftalt i Landbrugsaftalen for et år siden.

- Som det er nu, så er det landmændene, der står og venter på regeringen og systemet, og det duer ikke, siger Erling Bonnesen.

Han fortæller, at når der lyder kritik af, at landbruget er årsag til, at det går for langsomt med den grønne omstilling, så viser søgningen til for eksempel ordningen for udtagning af lavbundsjord, at det er det stikmodsatte, der er tilfældet.

- Den der pegen fingre, som vi ser fra tid til anden, den kan vi fuldstændig verfe af. Der ligger konstaterbart mange flere ansøgninger end der er sat midler af til udtagning af lavbundsjord. Nu skal vi bare sørge for, at systemet leverer det, som det skal. Nu skal der bare trykkes på turboknappen, så vi kan få kørt de her sager igennem, siger Erling Bonnesen.

Klima-lavbundsordningen er en af flere ordninger, der handler om udtagning af lavbundsjord. Det er den eneste ordning, som kan søges direkte af lodsejere.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle