V vil kopiere øko-succes: Støtteordning skal sætte fut i pløjefri dyrkning

En støtteordning til klimaomlægning og et klimamærke skal sætte gang i udviklingen af landbrugsproduktion med minimal jordbehandling, lyder nyt forslag fra Venstre.

Selvom minimal eller reduceret jordbehandling er godt for klimaet, er det stadig kun udbredt i begrænset omfang i Danmark.

Men nu skal der sættes fut i omlægningen, lyder det fra Venstre, der forelår en støtteordning til omlægning til klimavenlig produktion, som minder om den ordning, der findes til økologiomlægning.

"Vi vil gerne sætte gang i udviklingen af en mere klimavenlig drift, og forslaget er at kopiere succesen fra økologien, hvor der er kommet rigtig godt gang i udviklingen", siger næstformand i Venstre, Kristian Jensen, til landbrugsavisen.dk.

I forslaget skriver Venstre, at dansk landbrug er blandt de mest klimavenlige i verden, men at det er vigtigt at gå i spidsen for den næste omstilling til f.eks. holistisk afgræsning eller conservation agriculture (jordbearbejdning uden harve eller plov).

Ligesom det røde øko-mærke skal der desuden laves et klimamærke, lyder det i forslaget.

"Med tiden vil vi have opbygget troværdighed om et klimamærke, som kan gøre det klart for forbrugerne, at der er tale om klimavenlig produktion og dermed kan give en højere afregningspris for landmændene", forklarer Kristian Jensen og fortsætter:

"Ligesom med økologi vil omlægning til klimavenlig produktion betyde en overgang med dyrere produktion og lidt mindre udbytte, og så er det vigtigt, at staten understøtter udviklingen".

Venstre foreslår, at pengene i første omgang skal findes på finansloven.

"Danmark skal gå forrest og finde midlerne på finansloven, men på sigt er det en ordning, som EU's fremtidige ramme skal finansiere. En fællesøkonomisk klimapolitik i EU er afgørende, men det er vigtigt, at vi i Danmark går i gang her og nu", siger Kristian Jensen.

Men hvad vil det koste?

"Det er meget svært at vurdere, fordi der mangler viden på det her område. F.eks. er det stadig omdiskuteret, hvor stort faldet i udbytte er", siger næstformanden og fortsætter:

"Der er udfordringer i det her, men vi mener, det er vigtigt at fokusere på mulighederne og sætte mål. Hvis ikke nogen i sin tid havde sat ambitiøse mål for økologi, var det ikke blevet en succes".

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle