Vaccinering mod Coli yverbetændelse skal startes nu

Hvis køerne skal beskyttes med vaccine mod E. Coli i sommermånederne, skal vaccinering påbegyndes nu, råder dyrlæge.

Det er på høje tid at bestille vaccine hjem og finde kanalyerne frem, hvis køerne skal beskyttes med vaccine mod E. Coli i sommerens varme måneder.

Det skriver kvægdyrlægerne fra Skovbjerg DyrlægeTeam i et nyhedsbrev.

Der findes en kombinationsvaccine mod CNS, coliformebakterier og Staph. Aureus, men dyrlægerne gør opmærksom på, at man ikke kan undgå coli-yverbetændelser, men tilfældene bliver generelt mildere. Det kan betyde, at man kan redde køer fra at dø og i stedet nå at sende dem til slagtning.

Normalt anbefales det at vaccinere køerne, så de er dækket ind i første del af laktationen.

Man kan dog også vælge at vaccinere alle køer uanset laktationsstadie, så de er dækket ind i sommerperioden, som traditionelt er en periode med flere tilfælde af Coli yverbetændelse.

Tre stik skal der til

Vil man dække køerne via vaccine den kommende sommer, skal køerne basisvaccineres nu og igen om fire uger. 12 uger efter sidste vaccination skal køerne have en booster-vaccination. Herved er køerne dækket ind til omkring oktober måned. Man kan evt. vælge kun at vaccinere 2. kalvskøer og ældre.

 

Vaccine står ikke alene

Vaccinering kan dog ikke opveje eventuel dårlig hygiejne ogh andet, som fremprovokerer opblomstring af E. Coli bakterier, slår dyrlægerne fast.

Man skal stadig sørge for rene og tørre sengebåse og undgå gødningsforurening af yveret.

Før malkning skal patterne rengøres grundigt, og dyrlægerne anbefaler at bruge en forskum med iod, som gør rengøringen lettere.

Fluebekæmpelse og hyppig haleklip skal også være på plads.

Ligeledes bør man heller ikke vaske malkestalden, når der er køer derinde, da det øger risikoen for at afsætte gødning på køernes ben og yvere.

Køerne bør i særdeleshed heller ikke stresses i den varme periode, ligesom man skal sørge for rene vandkar.

Foderet må ikke være varmt. Det kan tilsætning af syre eventuelt afhjælpe.

Endelig bør man også undgå overbelægnig i staldene, da køerne slås mere og bliver mere beskidte, når de skal kæmpe om pladserne.

Kend Coli

Man kan kende et tilfælde af Coli-yverbetændelse ved, at koen i svære tilfælde bliver meget syg og kan dø. Mælken bliver strågul og den inficerede kirtel hæver. I starten har koen ofte feber, men ved forgiftning af colibakterierne falder temperaturen, og koen kan senere måske ikke rejse sig.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.