Vand med pesticidrester er tæt på ufarligt

Grænseværdier for pesticidrester i drikkevand er sat efter forsigtighedsprincip, og derfor skal der enorme mængder til for at udgøre en sundhedsrisiko.

For at vand med pesticidrester fra den danske undergrund skal udgøre en risiko over for et lille barn, skal barnet indtage 40 liter vand om dagen.

Det skriver Jyllands-Posten, der har fået fat i et notat, som Styrelsen for Patientsikkerhed har udarbejdet for Miljøstyrelsen.

Det skyldes, at der er enormt strenge grænseværdier for sprøjtegift i drikkevandet.

"Grænseværdien er fastsat ud fra et forsigtighedsprincip, og kun i tilfælde, hvor der opstår et sundhedsmæssigt problem, laver man en konkret vurdering af de sundhedsmæssige effekter, sådan som man har gjort med dms", siger kontorchef i Miljøstyrelsen Mette Hyldebrandt-Larsen til Jyllands-Posten.

Grænseværdierne er sat ud fra, at man ingen pesticider ønsker i drikkevandet overhovedet - i fødevarer er det f.eks. lidt anderledes.

"Overordnet set er jeg ikke bekymret for pesticider i drikkevandet, fordi grænseværdien er sat så lavt. Det hænger også sammen med, at hvis man sammenligner med grænseværdien for indhold af de samme stoffer i fødevarer som f. eks. mælk, juice eller rosiner, så ligger grænseværdien her typisk ca. 100 gange højere end for vandet", forklarer professor hos DTU Hans-Jørgen Albrechtsen til avisen.

Sidstnævnte mener, man bør rense drikkevand i større stil fremfor at blande forurenet vand med rent for at få indholdet af giftrester ned.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle