Vandplansag reduceret efter afgørelse i retten

En lang række af påstandene vil ikke blive prøvet efter at Vestre Landsret i dag har afvist dem. 

Vestre Landsret vil ikke have beregningerne bag vandplanerne prøvet ved EU-domstolen og har afvist mange af retssagens punkter.

Det står klar efter retten i dag kom med sin afgørelse. 

Ifølge Landbrug & Fødevarers advokat Håkun Djurhuus er det en noget reduceret retssag, der er tilbage efter rettens afgørelse. 

Vestre Landsret har afvist en række påstande overvejende fordi parterne i sagen endnu ikke er berørt hårdt – de er kun i risiko for at blive det i fremtiden, når vandplanerne gennemføres. 

Kun de punkter i sagen, hvor parterne allerede er ramt af konsekvenserne er tilbage i sagen. 

milliarder på spil

Der er milliarder på spil for landbruget i opgøret med vandplanerne.

Og lige så vigtigt for enhver landmand - retten til at dyrke sin jord er også i fare. Derfor er det også et samlet landbrug, som bakker op om Bæredygtigt Landbrugs stævning af staten, en retssag, hvor advokater fra Bæredygtigt Landbrug og Landbrug & Fødevarer står side om side.

FOR MILJØETS SKYLD

Formålet med vandplanerne er for så vidt ædelt. De skal gennemføre EUs Vandrammedirektiv i Danmark og sikre rent vand og gode vilkår for miljøet.

Problemet er bare ifølge landbruget, at danske myndigheder går længere, end de behøver i forhold til Vandrammedirektivet, og konsekvenserne bliver så vidtrækkende, at det vil være nærmest umuligt at dyrke landbrug og tjene penge på det flere steder i landet, hvis man skal nå de opsatte mål.

Vigtigt at vide om sagen

Hvad er vandplanerne?
Vandplanerne er en miljøindsats som skal gennemføre EU’s vandrammedirektiv i Danmark. Det handler om opnå det der kaldes ”god økologisk tilstand” i vandmiljøet. Det vil sige en tilstand, der kun er svagt ændret i forhold til en uberørt tilstand. Der skal være de dyr og vandplanter, som kan forventes i vandområder, der er stort set upåvirkede af mennesker. Samtidig skal udledningen af kvælstof reduceres for at forbedre vandkvaliteten. Der er tre planperioder: 2009-2015, 2015-2021 og 2021-2027. 
 
Hvorfor fører man retssager om vandplanerne?
Det vil få meget store konsekvenser for landbruget at reducere udledningen af kvælstof på den måde, der er lagt op til, og det kan blive meget dyrt og meget svært at skulle lave indsatser, så man opnår en tilstand, som var vandområderne næsten upåvirkede af mennesker.
 
Hvad skal retten tage stilling til?
Hvis Landsretten afgør, at BL er klageberettiget skal de tage stilling til, om man skal spørge EU-domstolen til råds om, hvordan forskellige regler i Vandrammedirektivet skal forstås. Det vil vise, om danske myndigheder har fulgt reglerne, da de lavede vandplanerne. Hvis EU-domstolen afgør noget, skal Landsretten følge det i deres afgørelse.
 
Hvad mener landbruget er forkert?
BL og L&F mener, at der ikke er lavet tilstrækkeligt med konsekvensanalyser, så man ved, hvad det koster landmændene og Danmark at gennemføre vandplanerne, før de blev vedtaget. 

Hvem er modparten?
Det er staten, som er repræsenteret ved Kammeradvokaten.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle