Vandværker: Minkgrave kan i værste fald forurene grundvand i flere år

Danske Vandværker mener, at myndighederne burde grave døde mink op og finde alternative måder at opbevare de aflivede dyr på.

Danske Vandværker frygter, at konsekvenserne af nedgravning af døde mink er på vej ud af kontrol.

Det siger Susan Münster, direktør for vandværkernes brancheorganisation, som er meget bekymret over risikoen for, at minkgrave kan forurene drikkevandet. I værste fald kan forureningen gøre grundvandet udrikkeligt i flere år, advarer hun.

Tirsdag kom det frem, at en grav med døde mink er etableret for tæt på Boutrup Sø ved Holstebro. Og derudover er døde mink gravet ned tæt ved det område i Karup, hvor Kølvrå Vandværk henter sit vand.

Det har fået Miljøstyrelsen til at igangsætte undersøgelser, som skal afklare, om minkgrave ved Holstebro og Karup medfører forurening.

Men det er langtfra godt nok, lyder det fra Danske Vandværker.

"Det er godt, at man overvåger de forurenende stoffer. Men problemet er jo, at hvis først skaden er sket, så er det for sent. Og det er derfor, vi nu råber vagt i gevær", siger Susan Münster.

Hun mener, at minkene i første omgang slet ikke burde være blevet gravet ned så tæt på vandinteresser. Og hvis de kan fjernes, så burde man skride til den løsning med det sammen.

"Vi ønsker ikke, at de grave skal være der. Det er det korte svar. Jeg er lidt tvivlende over for, om de kan graves op igen, når først minkene begynder at fordærves. Men man burde skynde sig at gøre det nu, hvis ikke det er for sent", siger Susan Münster.

"Og så burde man undersøge andre løsningsmuligheder fremadrettet. Eksempelvis om man kan opbevare minkene i nogle store tanke, indtil de er nedbrudt, eller indtil anlæg er klar til at tage imod dem".

Tirsdag har flere professorer desuden sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt det overhovedet var lovligt at nedgrave mink i Holstebro og Karup.

Ifølge eksperter burde kommunerne have været inddraget, inden beslutningen blev truffet.

Miljøstyrelsen har dog fastholdt over for Dagbladet Holstebro-Struer, at man med to udstedte bekendtgørelser har haft den fornødne hjemmel til nedgravningen.
/ritzau/
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle