Vanskelige forhold gav alligevel flot honningudbytte

Sæsonen er overstået for landets biavlere, og bierne er stort set gjort klar til vinter. Sæsonen bød på meget ekstreme perioder, og det er værd at se på, hvordan det har påvirket biernes aktivitet.

Af Rune Havgaard Sørensen, Sekretariatsleder, Danmarks Biavlerforening

Et forår med ustadigt vejr gjorde, at biernes aktivitet startede sent. Til gengæld oplevede mange biavlere, at bifamilierne var klar til sæsonen, da varmen og det gode vejr endelig kom i begyndelsen af maj. Med andre ord var bifamilierne i de fleste tilfælde stærke, da rapsen og frugttræerne startede deres blomstring. Det resulterede både i rigtig god bestøvning af de forårsblomstrende afgrøder, og et godt honningudbytte til biavlerne. Juni bød fortsat på meget flyveaktivitet, der sikrede god bestøvning i afgrøder som kløver og hestebønner. Herefter blev vejret som bekendt væsentlig mere omskifteligt.

Selv om planter i tørre perioder kan stoppe nektarproduktionen, virkede det ikke til at være et problem denne sommer. Således oplevede biavlerne et meget højt honningudbytte i maj og juni, men udbyttet senere på sommeren blev meget begrænset. Samlet for 2023 giver det en honninghøst lidt over gennemsnittet.

Biernes aktivitet og honninghøst vurderes blandt andet ud fra et netværk af stadevægte rundt i landet, hvor vejrforhold og honningudbytte vurderes på daglig basis.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle