Vanvittig sag: Næsten 700 grise står til at blive aflivet pga. regler

Ny sag om regelproblemer betyder, at næsten 700 grise står til at blive aflivet. Griseomsætter Carlo Vendelbo kalder reglerne for idioti af værste karat.

Alt var egentlig klappet og klart. 680 grise skulle køres fra Roskilde, tjekkes efter i Tjele og så ellers transporteres til Polen.

I stedet er grisene nu havnet i en situation, hvor de står til at blive aflivet pga. forskellige regler, der alle skal være med til at sikre dyrevelfærd under lange transporter.

"Det er grotesk. Det er idioti af værste karat", siger griseomsætter og medejer af Global Pigs Carlo Vendelbo til landbrugsavisen.dk

Det er ham, der skulle sende grisene til Polen, men som nu kan blive tvunget til at aflive de mange grise og tabe over 400.000 kr.

for varmt til at køre

Ligesom Michael Vinderslev, som i sidste uge fortalte om store problemer med en opstramning af reglerne hos Fødevarestyrelsen, er Carlo Vendelbo havnet i en knibe, hvor gode råd er dyre.

Sagen er den, at de 680 grise i torsdags skulle være kørt til Polen, men blev bremset ved kontrollen i Tjele, fordi det var for varmt til at køre.

På samlestedet i Tjele blev grisene kørt i skygge og kom ud af lastbilen for at hvile i minimum seks timer.

Det betyder dog, at grisene bliver "nulstillet" og ikke længere har afrejsepunkt fra Roskilde, men fra Tjele.

i orden med skrappe regler

"Det skal så ændres i logbogen, men nu kræver det pludselig 48 timer at slette Roskilde som afgangspunkt, så nu kan vi pludselig ikke køre", siger Carlo Vendelbo.

Baggrunden er, at Fødevarestyrelsen siden 1. juli har strammet op og er begyndt at håndhæve reglerne om, at en logbog skal være indsendt og endeligt godkendt 48 timer, inden en længere transport ud af landet kan køre.

Før 1. juli var det muligt at lave mindre ændringer op til afgang, men det er det ikke længere.

"Det er samme antal grise, samme lastbil, samme rute, samme modtager og faktisk er turen lidt kortere. Men fordi afgangspunktet er et andet får den ikke lov at køre hverken torsdag eller fredag", siger griseomsætteren og fortsætter:

"Det er selvfølgelig helt i orden, at vi ikke kører, når det er for varmt. Det forstår jeg. Jeg forstår også, at vi er nødt til at have skrappe regler, men de må jo ikke blive så skrappe, at de står i vejen for dyrevelfærden".

modtager vil ikke have dem

Den polske lastbilchauffør venter til fredag, men kører, da grisene heller ikke får lov at komme afsted denne dag.

Carlo Vendelbo skynder sig at indsende en ny logbog, men skal afvente 48 timer plus weekenden, der ikke tæller med. Det vil sige, at grisene først er klar til at køre mod Polen tirsdag.

"Men nu vil modtageren så ikke længere tage imod dem af hensyn til deres sundhedsstatus, fordi de har stået fem dage", siger han.

"hul i hovedet"

Nu kommer så en ny klemme, som Michael Vinderslev også beskrev i sidste uge - nemlig seksdøgnsreglen, som man kunne kalde den.

Fordi Carlo Vendelbo nu skal ændre logbogen igen for at sætte en eventuel ny modtager på, skal der igen gå 48 timer. Så det skal han nå inden tirsdag morgen, hvis grisene ikke skal aflives.

"Det handler om, at når vi kommer til torsdag, så har grisene stået over seks døgn, og så skal de aflives", siger Carlo Vendelbo og tilføjer:

"Det er hul i hovedet, og jeg er fuldstændig magtesløs i den her situation. Det er dog helt sikkert, at jeg ikke kommer til at aflive de grise, selvom jeg efterhånden ikke har nogen muligheder for at få dem afsat".

Til landbrugsavisen.dk forklarede chefkonsulent Stig Mellergaard i sidste uge, at Fødevarestyrelsen fra 1. juli er begyndt at håndhæve gældende EU-regler. Det kan du læse om her.

Til Viborg Stifts Folkeblad siger Fødevarestyrelsens veterinærdirektør Per Henriksen, at transporten burde være blevet udsat et par dage fra Roskilde. Det kan du læse mere om her.

Landbrugsavisen.dk har forsøgt at få en kommentar fra fødevareminister Mogens Jensen, men ministeriet oplyser, at han er på ferie i øjeblikket.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle