Var ved at brænde inde med stort varelager: Landmand solgte 22.000 æg på få timer

En økologisk landmand mistede på grund af corona-virussen sine normale kunder, og han sad derfor inde med mange tusind æg. Derfor bød han lokale at komme forbi gården og købe æg. Det betød udsolgt efter få timer.

Kunderne holdt i lange køer, da et økologisk landmandspar bød på ægge-drive in på Sjælland lidt nord for Ringsted.

Hos Michel og Maria Poulsen, som ejer og arbejder på Søtoftes Jordbrug og Søtoftes Skovmejeri, var de ved at brænde inde med 22.000 økologiske æg.

Parret leverer til cafeer og restuaranter på Sjælland og i København, men da de er lukket på grund af corona, var gode råd dyre for parret, der stod med et stort varelager og ingen kunder. Det fortæller Tv2 Nyhederne i et indslag 21:30 mandag aften.

Derfor slog parret en video op på Facebook, hvor danskerne blev inviteret til ægge-drive in på gården, hvor man kunne købe æg, mælk og youghurt til billige penge - og som blev læsset direkte ind på bagsæddet af bilen.

"Vi håber I vil være med til at støtte vores eksistensgrundlag og med til at stoppe madspild", siger Michel Poulsen i videoen på Facebook, der er delt mere end 2.700 gange.

Og det ville danskerne. Efter blot få timer var der udsolgt.

"Tusind tak fordi i kom forbi og støttede os, det var hjerteskærende - nu har vi udsolgt" melder parret i ny video på Facebook, hvor de også fortæller, at de fortsat vil sælge gårdens produkter, for dyrene holder ikke corona-fri.

"Havde vi ikke gjort noget, havde vi bare kunne se bankkontoen blive drænet", siger Michel Poulsen til Tv2.

Michel og Maria Poulsen startede Søtoftes Jordbrug for tre år siden med 10 hektar, økologisk hønseproduktion, malkekvæg og eget mejeri.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle