Varmeværk: Ud med træpiller, ind med halm

Halmleverandører mærker en trend tilbage mod fyring med halm hos varmeværkerne.

Ud med træpiller og ind med halm. Sådan lyder opskriften hos Mørke Fjernvarme på Djursland, der fornyligt bestilte et halmvarmeværk med en kapacitet på 4,5 MW hos Linka. Det nye anlæg skal levere varme til 600 husstande i Mørke fra oktober.

Hidtil har de brændt træpiller i kedlerne på værket. Fremover skal al varme produceres fra halm, med en oliekedel som backup.

Det nye kedelanlæg er mere effektivt end det gamle, og skiftet fra træpiller til halm vil medføre en besparelse på brændsels- og driftsomkostninger samt en reduktion af CO2-udledningen på 909 ton over de næste 20 år, oplyser Linka, der skal levere varmeværket.

En trend

Hans Stougaard, formand for Danske Halmleverandører, glæder sig over skiftet fra piller til halm.

»Det viser den trend, vi oplever, når vi kommer rundt. Der er stor interesse for at bruge halm, fordi det er det billigste, det giver lokale arbejdspladser, det er sporbart og en meget stor del af træpillerne kommer fra Langtbortistan«, siger han.

De seneste par år er der idriftsat mere end 15 nye halmvarmeværker. Danske Halmleverandører håber, at det nye kommende energiforlig kan sikre nemmere adgang for varmeværker op til 20MW at stille om til biomasse. Det vil helt sikkert få gang i flere halmværker. Det er et vigtigt emne, da værkerne mister et rådighedsbeløb til el-produktion 31. december 2018. Hvis værkerne ikke skal lukke, skal der findes alternative muligheder og her kan det være etablering af halmvarmeværk.

Mandag møder Hans Stougaard energi- forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) og foreslår, at varmeværkerne har frit brændselsvalg op til 20 MW. I dag gælder reglen kun op til 1 MW.

»Der er flere værker, der har nedsat varmeprisen markant ved at skifte til halm«, siger han.

Fuldautomatisk

Mørke Fjernvarme har bestilt et fuldautomatisk 4,5 MW halmanlæg med halmklipper. En kran transporterer, efter behov, en halmballe til en sikkerhedskasse. Herfra føres denne gennem en halmklipper, hvorfra halmen føres ind i forbrændingskammeret. I kedlen er der installeret automatisk askeudtag, hvor snegle transporterer asken fra forbrændingskammeret og videre til to askecontainere. Til anlægget leveres desuden en 1.400 kubikmeterstor akkumuleringstank, der kan lagre cirka 80 MWh varme, et posefilter, nyt SRO-anlæg, styringssystem og 30 meter skorsten.

Første spadestik tages allerede i starten af februar, og henover foråret bliver bygningen på Fabriksvej i Mørke opført.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle