Vaskehallen i Padborg er frontlinjen i kampen mod svinepest

Danish Safety Wash er en hjørnesten i kampen mod smitsomme dyresygdomme, også afrikansk svinepest.

Ved Padborg på grænsen mellem ligger den skanse, der skal være med til at sikre, at den frygtede svinepest ikke gør sit indtog i Danmark; Danish Safety Wash vaskehallen.

Hallen er en af tre godkendte Danish Transportstandard vaskehaller og er den ene af to i Padborg. 

Ved vaskehallen vaskes og desinficeres alle køretøjer, som kører med klovbærende dyr, ligesom der bliver kontrolleret, at bilerne er rene indvendigt. 

Tager en time 

Bilerne får en tur i en vaskemaskine, som vi kender det fra almindelige vaskehaller. Herefter sæbes de ind, og sæben skal sidde mindst ti minutter, før bilen igen spules ren og skal holde yderligere ti minutter og tørre. 

"Desuden desinficerer vi deres støvler, som kommer i en pose med en strips om, og giver dem en éngangskedeldragt", fortæller direktør Claus Clausen. 

Det hele tager godt en time med vask, desinficering og venteperioden, og herefter får chaufføren udleveret to vaskecertifikater, som bestemmer både karantænetid, og om der må læsses direkte fra landmanden, eller om det skal foregå via en samlestald.

Det ene certifikat er til chaufføren, mens det andet gives til stedet, hvor der læsses, så alle parter ved, at bilen er ren. 

Desuden køber Danish Safety Wash strøelse fra et lokalt firma, så de er sikre på at der er virusfri strøelse i bilerne. Strøelsen sælger de til chaufførerne til indkøbspris. 

"Så ved vi, at strøelsen er lavet af varmebehandlet, dansk træ", siger Claus Clausen. 

Og de seneste fire måneder har chaufførerne fået udleveret en polet, så de i vaskehallens opstillede automat kan trække en frokost. Det kan være en salat, en sandwich og en cola eller noget tredje. Målet er, at chaufførerne ikke spiser noget af deres medbragte mad, mens de er i Danmark.

Claus Clausen forklarer at de startede med automaten så snart det begyndte at komme frem at virussen kunne overleve i fødevarer. 

"Vi kan jo ikke tage deres mad fra dem, og de skal jo også spise. Men vi kan forsøge at sikre, at de ikke finder det frem, mens de er i Danmark", siger Claus Clausen. 


Se automaten i aktion.

Han gætter på, at udgifterne til madpakkeautomaten ligger i omegnen af 500.000 kr. årligt.

Parterne i Danish Transportstandard er transportørerne, producenterne, samlestaldene, eksportørerne, avlerne og de godkendte vaskepladser. Og det er dem, som finansierer vaskehallerne og herunder madpakkeautomaterne. 

Rettelse: Madautomaten finansieres af Danish Safety Wash. SEGES betaler et bidrag pr. vask og desinfektion. Bidraget finansieres med 50% fra SEGES og 50% af de producenter der eksporterer grise.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle