Veganere på svinekongres: Vi er midt i løvens hule

Til en kongres med over 2.200 mennesker med relation til svinebranchen, mødte en gruppe af veganere op for at demonstrere mod dyrehold i landbruget.

"Man skylder sig selv og fremtidige generationer, at lave en seriøs overvejelse af, hvorfor man føler sig berettiget til at mishandle og udnytte dyr. Det set i lyset af, at det er unødvendigt. Vi kan sagtens leve af en plantebaseret kost, og vi ved at kødproduktion er ekstremt skadelig for klimaet".

Det er meldingen fra medlem af foreningen Vegan Change, Ulrik Myrtue, der mødte op til årets Svinekongres i Herning for at demonstrere mod den danske produktion af svinekød og animalske produkter generelt.

Foreningen stiller op for at være en sten i skoen på kødbranchen og for at komme i tale med nogle af de landmænd, de ellers ikke møder til daglig. 

Husk dyrene

"Der er en diskurs hvor dyrene bliver glemt, og man ser debatten som en kamp mellem kødspisere og veganere, men glemmer, at der er dyr som ofre i mellem det hele. Det vil vi gerne forsøge at sætte fokus på en dag som i dag", lyder det fra medlem af Vegan Change Morten Nordström.

Selvom kødbranchen og veganernes ønske om et landbrug uden dyrehold er uforenlige, så har foreningen haft gode samtaler med svineproducenterne i løbet af dagen.

"Vi er jo enige om, at vi synes dyrene skal behandles godt. Der er bare en modsætning i, hvad vi mener, det betyder at behandle dyr godt. Det må vi så tale om fra vores forskellige synspunkter", lyder det fra Morten Nordström.

Folk er bange for aktivisme

Som Vegan Change selv udtrykker det, er der i dag en stærk medieovervågenhed omkring veganisme, og det påvirker antallet at aktive veganere positivt.

Alligevel var der kun mødt 12 op til demonstrationen, og det er der en bestemt grund til, fortæller aktivisterne.

"Folk er bange for de sociale konsekvenser det kan have, at være vegansk aktivist. Folk er bange for at blive drillet på job eller i deres familie", lyder det fra Ulrik Myrtue, der også sætter usikkerhed på emnet som en afgørende faktor.

"Mange er også bange for ikke at have nok viden. Man vil gerne være sindssygt godt klædt på, inden man stiller sig herud. Men vi ser nye ansigter hver gang, og selvom vejret er gråt og koldt, møder folk op. Vi er sikre på at udviklingen med flere aktivister bliver ved", uddyber han.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle