Veganere våger ved slagtehus: Det er køernes holocaust

Veganske aktivister er lige nu hyppige 'gæster' ved Århus Slagtehus

"Det er meget præcist en holocaust for køer, fordi en holocaust i ordets forstand er en massenedslagtning. Det er et kæmpemæssigt antal af køer og andre dyr i øvrigt, der bliver slået ihjel hver dag".

Sådan lyder det fra Ulrik Myrtue, lokalkoordinator i den aktivistiske veganer-gruppe The Save Movement, der på det seneste har 'våget' flere gange ved Århus Slagtehus. Her slagter man hver uge omkring 1000 køer.

Det skriver TV2 Østjylland.

Det, han kalder en holocaust for køer, er den måde, køerne ender deres liv på i Århus Slagtehus.

"Sammenligningen gør, at man understreger, hvor voldsomt det er fra dyrenes synsvinkel. Vi har svært ved at leve os ind, at det skulle være sammenligneligt, men for dyrene er det deres virkelighed", siger Ulrik Myrtue til TV2 Østjylland.

Han mener, at køer er individer. At de har et veludviklet følelsesliv. At de har lyst til at leve, ligesom mennesker har.

"Jeg mener ikke, at man skal blive ved med at behandle dem som produkter", siger han.

Ordet 'våge' er løst oversat fra det engelske 'vigil'. Det er det, aktivisterne selv kalder det, når de stiller sig op foran det aarhusianske slagtehus, mens køerne blev kørt ind til deres endeligt.

Ved en 'vigil' stiller aktivisterne sig så tæt på køerne, som det muligt inden for lovens rammer. Mange græder for køerne. Aktivisterne står også ude på vejen foran slagteriet med bannere, brochurer og skilte.

"Vi er der for at filme køerne lige inden, de bliver slagtet, så folk er mere bevidste om, hvad det er, de spiser til aftensmad. Vi prøver at få folk til at forstå sammenhængen mellem dyr og det kød, vi spiser", siger Ulrik.

"Det er klart at nogle bliver kede af det og græder, når vi ser køerne vente på at blive slagtet og hører lydene inde fra slagteriet. Det ser jeg egentlig bare som meget veludvklet empati".

TV2 Østjylland har kontaktet slagtekalveproducent Karsten Willumsen, der er med i bestyrelsen i brancheorganisationen Landbrug og Fødevarer.

Han mener, at der mangler ekstremt mange nuancer i veganernes udstilling af dyreslagtning. Det bærer præg af, at de ikke har sat sig ind i, hvordan man afliver et dyr, lyder det.

"De prøver at tegne et skræmmebillede omkring aflivningerne. Jeg har stor respekt for, at andre vil noget andet, men hvis jeg var dem, ville jeg motivere positivt i forhold til plantebaseret kost i stedet for at føre sig frem med usandheder", siger Karsten Willumsen.

Det er langt fra alle veganere, der stiller sig op med skilte ved Århus Slagtehus, men veganere er en befolkningsgruppe i vækst.

"Der bliver helt sikkert mere veganisme. Folk kaster sig over veganske madvarer for at spise sundere. Man vil gerne gøre noget for miljøet og sundheden", siger fremtidsforsker Birthe Linddal til TV2 Østjylland.

Fremtidsforskeren mener, at veganismen har et særligt godt grundlag for at vokse sig stor i Aarhus.

"Aarhus er en meget ung by med mange studerende. Veganismen fylder meget i Aarhus, fordi tendenser ofte rodfæster sig meget blandt den kritiske ungdom", siger Birthe Linddal og fortsætter:

"De unge studerende har overskud og tid og er samtidig ved at finde mening med livet. Mange unge mennesker vil gerne gøre verden til et bedre sted at leve, og der er gode argumenter for at fokusere på, hvad vi spiser".

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Aarhus Slagtehus.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle