Vegetarer: Danish Crown-tilbagetog en sejr for forbrugerne

Det er en positiv udvikling, at Danish Crowns mærke om “klimakontrolleret gris” er blevet lagt på hylden. Dansk Vegetarisk Forening, som har stævnet Danish Crown for vildledning.

Det er en positiv udvikling, at Danish Crowns mærke om "klimakontrolleret gris" er blevet lagt på hylden. Dansk Vegetarisk Forening, som har stævnet Danish Crown for vildledning, håber, at sagen får resten af fødevareerhvervet til at tænke sig om.

Det skriver foreningen i en pressemeddelse.

Danish Crown har onsdag meddelt, at man stopper med at bruge mærket “klimakontrolleret gris” på fødevarekoncernens svinekød. Det sker, efter at samtlige supermarkedskæder i Danmark har valgt at fjerne mærket fra køledisken, bl.a. på baggrund af den retssag om vildledning, som Dansk Vegetarisk Forening, Klimabevægelsen og Den Grønne Studenterbevægelse har anlagt.
 
Dansk Vegetarisk Forening glæder sig over udviklingen, som betyder, at forbrugerne ikke skal forholde sig til potentielt vildledende klimakommunikation, når de handler i supermarkederne. Samtidig har foreningen bidt mærke i, at Coop over for DR har nævnt den verserende retssag mod Danish Crown som grunden til, at man i første omgang valgte at pille "klimakontrolleret gris" af hylderne.
 
"Det er virkelig positivt, at vores retssag mod Danish Crown har givet stof til eftertanke hvad angår klimabelastningen fra svinekød. Ved at stemple svinekød som ‘klimakontrolleret’ kan man give forbrugerne den fejlagtige opfattelse, at det er godt for klimaet at spise svinekød. Derfor er det en sejr for forbrugerne, at mærket nu er droppet", siger Dansk Vegetarisk Forenings generalsekretær, Rune-Christoffer Dragsdahl ifølge pressemeddelelsen.
 
Retssagen, som er blevet til med økonomisk støtte fra over 1.500 danskere, handler om, hvorvidt Danish Crown A/S har overtrådt markedsføringsloven ved at markedsføre dansk svinekød som ”mere klimavenlig, end du tror” og ved at anvende betegnelsen ”klimakontrolleret gris”. En kampagne, som tidligere er blevet kritiseret af både Forbrugerrådet og Concito, men som Danish Crown alligevel er fortsat med at føre.  
 
"Hvis man vil have klimavenlige fødevarer på middagsbordet, skal man vælge plantebaserede fødevarer. Det er ganske enkelt ikke troværdigt at påstå, at kød skulle være klimavenligt, og vi håber, at udviklingen i sagen får resten af fødevareerhvervet til at tænke sig om, før man greenwasher klimaskadelige produkter", siger Rune-Christoffer Dragsdahl.

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle