Venstre-folk tager støttebekymringer med til ministeren

To Venstre-folk vil fremlægge kvægbranchens frygt for tabte tilsagn for miljø- og fødevareministeren.

Folketingsmedlemmerne Kristian Pihl Lorentzen (V) og Erling Bonnesen (V) vil hurtigst muligt fremlægge branchens bekymringer for støttekroner til modernisering af kvægstalde, som LandbrugsAvisen skriver om i weekendens avis, for miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

Branchen frygter nemlig, at tilsagn om tilskud går til spilde, fordi projekter uden byggetilladelse, miljøgodkendelse eller finansiering i ryggen kan få tilsagn, men samtidig risikerer ikke at blive til noget.

I ansøgningsprocessen stiller Landbrugsstyrelsen ikke krav om nogen af delene for gøre sagsbehandlingen hurtigere.

"Jeg rejser sagen på foranledning fra en god landmand, der fortæller mig, at noget er galt her. Han har kendskab til en række gode projekter, der ikke har fået støtte, mens det er meget store projekter, der har fået tilsagnene", siger Kristian Pihl Lorentzen og fortsætter:

"Han er bekymret for, at nogle projekter ikke bliver til noget, og så kommer der jo ikke afløb for pengene, som der ellers gerne skulle. Det budskab vil jeg formidle videre".

skal finde en balance

Miljø- og fødevareordfører i Venstre Erling Bonnesen ser ligeledes med alvor på problemstillingen.

"Jeg lytter til branchens bekymringer, og de her forbitringer skal vi helt sikkert have set nærmere på. Vi er alle interesserede i, at tilsagnene bliver givet til reelle, robuste projekter, og det er selvfølgelig også hensigten med dem. Det skal ikke bare være en skrivebordsøvelse, hvor pengene så bare strander", siger han. 

Landbruget ønsker sig både hurtig sagsbehandling, men også en garanti for, at det er byggemodne projekter, der får tilsagn. Hvordan opnår man en balance mellem hurtig sagsbehandling og grundig sagsbehandling?

"Det er selvfølgelig det store spørgsmål, som vi skal have kigget på. Vi skal finde en balance, hvor vi får det her krydspres til at gå i hak. Jeg tager i hvert fald de her bekymringer med til næste ordførermøde med ministeren, så vi kan få set på det her hurtigst muligt", siger Erling Bonnesen.

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle