Venstre: Genetablering af diger skal tilpasses markerne

Venstre foreslår, at landmænd kan genoprette diger langs marker, som de ser ud i dag.

Gamle, fjernede diger spøger stadig mange steder i landet, hvor landmænd er blevet bedt om at genetablere digerne.

Det vil dog i mange tilfælde skære marker i flere dele, og dermed besværliggøre driften for ejerne. Derfor kommer Venstre nu med et nyt forslag til kulturminister Joy Mogensen (S), der har ansvaret for digerne.

"Vi foreslår, at man genopretter digerne, så de passer med de nuværende marker i stedet for at lave dem på kryds og tværs af markerne", fortæller landbrugsordfører Erling Bonnesen (V) og fortsætter:

"Rent praktisk kan landmanden sammen med myndighederne forhandle sig til en løsning, hvor man laver et dige og måske planter hegn på det, men langs hans marker, som de er nu. Det vil give en win-win for landmænd, natur og biodiversitet".

bekymret landmand

Forslaget udspringer blandt andet af en sag, man kan læse om i LandboSyds medlemsblad, hvor den økologiske mælkeproducent Niels Erik Maegaard har overtaget en gård, hvor den tidligere ejer har fjernet nogle diger.

Landmanden er dybt bekymret over kravet om at genetablere digerne, men siger til LandboSyd:

"Jeg har ikke noget imod at etablere digerne et andet sted. Det kan være herude i kanten af marken. Jeg har heller ikke noget imod at etablere digerne på en anden mark og plante og dermed skabe natur i markerne samtidig".

skal gå i hak

Venstre har nu bedt om at få et møde med kulturministeren, hvor Erling Bonnesen, kulturordfører Kim Valentin og formand for Folketingets Kulturudvalg Hans Christian Schmidt vil fremlægge idéen.

"Der er så mange problemer med det her over hele landet, og der er hundredevis af sager, hvor det giver store problemer. Derfor skal vi have fundet en løsning, hvor tingene går i hak", siger Erling Bonnesen og filøjer:

"Vi håber, at hvis der skal genoprettes 400 meter dige, så kan landmanden måske genoprette lidt mere end det og skabe natur, men på et sted hvor det ikke går på tværs af hans marker".

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle