Venstre kritiserer forskellig kompensation til minkavlere

Venstre forstår ikke, at besætninger med coronasmitte skal have mindre erstatning end besætninger uden. Ministeren er kaldt i samråd.

Det undrer oppositionspartiet Venstre, at der er stor forskel på, hvad man får i kompensation som minkavler, hvis den er smittet med corona eller ej.

Det fortæller landbrugsordfører Erling Bonnesen (V), der har indkaldt fødevareminister Mogens Jensen (S) i samråd for at få en nærmere forklaring.

Ordningen er lavet således, at minkfarme med konstateret smitte vil modtage 20 pct. i kompensation for driftstabet, mens farme uden smitte vil modtage fuld kompensation.

"Det lyder meget underligt, at man bliver inddelt i kategorier for, om man har smitte i besætningen eller ej. Vi er nødt til at få en forklaring på, hvorfor man laver den her forskellighed", siger Erling Bonnesen.

Mener Venstre, at alle minkavlere, der får slået sin besætning ned, skal have ens kompensation?

"Vi mener, at alle skal have en fair og lige behandling, og en erstatning, der modsvarer det driftstab, man måtte have", siger han.

hvad med fremtiden?

Erling Bonnesen mener desuden, at det er vigtigt at holde branchens genopbygning for øje på den anden side af coronakrisen.

"Jo flere raske mink, regeringen slår ned, jo sværere bliver det at genopbygge branchen, fordi der går så meget avlsmateriale tabt", siger han og fortsætter:

"Der skal man virkelig tænke sig om, når man vælger at slå raske besætninger ned i en radius af otte km fra en smittet".

Samrådet, hvor Erling Bonnesen får mulighed for at spørge ministeren, er sat til at finde sted 28. oktober.

Emneord

politik , coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle