Venstre med hård kritik af regeringen: Kom ud af busken og læg jeres landbrugsplan frem

Venstres Troels Lund Poulsen langer ud efter regeringen, som alligevel ikke vil lægge landbrugsudspil frem, men holder det i skuffen. Et udtryk for vild panik, mener ordføreren, der nægter at deltage i "politisk skyggeboksning".

Det er et udtryk for "vild panik", at regeringen har valgt at lægge sit længe ventede landbrugsudspil i skuffen og i stedet arrangere en konference for politikere, interesseorganisationer og eksperter onsdag med få dages varsel.

Det mener Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen, der kritiserer regeringen for at stikke hovedet i busken i stedet for at spille ud med sine ambitioner.

"Regeringen må indse, at det forpligter at være i regering. Man er nødt til at fortælle, hvad man vil, så vi har noget at diskutere", siger ordføreren, der fortsætter:

"I stedet har man fundet på en konference, og det ser jeg som et udtryk for, at regeringen er i vild panik. Man forsøger at aflede opmærksomheden med en sikkert interessant gennemgang af, hvad organisationerne på området mener. Det er fint nok, men man skal ikke tro, at det kommer til at revolutionere dansk landbrugspolitik".

politisk skyggeboksning

Da statsminister Mette Frederiksen (S) 4. november annoncerede, at alle mink i Danmark skulle aflives, stod daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) i en forudproduceret videotale ved Landbrug & Fødevarers delegeretmøde og fortalte, at regeringen havde et samlet klima- og miljøudspil på vej.

Et udspil, der skal gøre landbruget grønnere, men også sikre et stærkt og konkurrencedygtigt erhverv, lovede Mogens Jensen.

At planen nu ikke bliver lagt frem ovenpå minkskandalen, er et udtryk for, at der var noget ondt på vej, mener Troels Lund Poulsen.

"Jeg tror, alvoren er gået op for regeringen på grund af det, man har oplevet ved lukningen af minkbranchen. De må være kommet på andre tanker i forhold til, at der skal være en landbrugs- og fødevareproduktion i Danmark, og det, Mogens Jensen desværre var på vej med, var en plan for afvikling af landbruget", siger han og fortsætter:

"Nu vil man så ikke lægge kortene på bordet, og det er selvfølgelig, fordi der ligger noget ondskab gemt. Men de bliver nødt til at lægge udspillet frem, for vi kommer ikke til at deltage i politisk skyggeboksning, hvor taberen bliver dansk landbrug".

vil skære i landbrugsstøtte

Selvom kun regeringen selv kender planen, indikerede Mogens Jensen ved delegeretmøde, at man kigger på landbrugsstøtten, hvor han nævnte, at man måske kan flytte 20 eller helt op til 30 pct. af den direkte landbrugsstøtte over til søjle 2 og grønne støtteordninger - i dag overfører Danmark syv pct.

I et læk til LandbrugsAvisen fra november lød det da også, at udspillet indeholder "ukompenserede byrder" og "væsentlig reduktion i den direkte landbrugsstøtte".

"At tro, at man kan tredoble modulationen (overførslen fra søjle 1 til søjle 2, red.) fra syv til 20 pct., det har ingen gang på jord. Det er at fjerne indkomstgrundlaget for dansk landbrug og gøre det mindre konkurrencedygtigt overfor vores nabolande", siger Troels Lund Poulsen og fortsætter:

"Især omkring klima kommer det til at kræve investering, og det kommer til at kræve nye penge. Man kan ikke bare fodre hunden med sin egen hale".

nyt kvælstofmål vil lukke landbruget

De kommende landbrugsforhandlinger skal dreje sig om tre centraler områder; klima, EUs landbrugsreform og ikke mindst vandplanerne.

Især det sidste har regeringen været tavs omkring, hvor kun et markant reduceret mål for kvælstofudledningen fra Aarhus Universitet er blevet meldt ud. Et mål, regeringen endnu ikke har forholdt sig til, da der er tale om foreløbige tal, men som vil betyde braklægning af en mio. ha. landbrugsjord.

"Hele fundamentet og grundstammen for den her forhandling, bliver det, regeringen ikke vil tale om; vandplanerne. Vi bliver simpelthen nødt til at se, hvad regeringen har i skuffen, for hvis det rammer forkert, så er det rigtig mange arbejdspladser, der forsvinder rundt om i landet", siger Troels Lund Poulsen.

Især det reducerede kvælstofmål på 36.600 ton mod landbrugets nuværende udledning på 56.000 ton bekymrer i Venstre.

"Det kommer til at være en de facto nedlukning af landbruget med en reduktion på 20.000 ton. Sådan er det. Og det kommer Venstre ikke til at medvirke til", siger han og fortsætter:

"Det her handler om de fundamentale rammevilkår for dansk landbrug, og det er det, landmanden kommer til se på; har jeg mulighed for at have en produktion eller ej? Her er det så simpelt, hvis man lukker landbruget i Danmark, så flytter det bare et andet sted hen. Dermed bliver diskussionen, hvad der skal ske med den lokale NNF-medarbejder i Ringsted eller mejeristen i Rødkærsbro".

der skal følge politik med pæne ord

Både Venstre og regeringen taler varmt for et bredt forlig, der kan give landbruget stabile vilkår i mange år frem. 

For nyligt pointerede statsministeren det samme som Troels Lund Poulsen, nemlig at lukkes landbrugsproduktionen her til lands, flytter den et andet sted hen.

"Det synes jeg jo er det rigtige signal at sende. Men så skal man også turde ledsage de pæne ord med politik. Der skal være rammevilkår for landbruget, hvor man kan have en økonomisk bæredygtig produktion", siger han og fortsætter:

"Det tvivler jeg på, at regeringen var på vej med, men jeg kan tage fejl, og kommer der et forslag, der forbedrer vilkårerne for dansk landbrug, så lader jeg mig gerne overbevise".

nye toner fra regeringen

Hvordan ser du på muligheden for et bredt forlig?

"Som sagt kommer Venstre ikke til at medvirke til en de facto nedlukning af landbruget. Men vi kommer til at tage del i forhandlingerne, og jeg vil også gerne kvittere for, at regeringen har ændret retorik ift., hvor de har været for nogle måneder siden. Men vi kommer til at efterspørge, hvad det er, vi skal diskutere ud fra".

Målet for regeringen er at gøre landbruget grønnere, hvilket nok betyder flere stramninger på f.eks. kvælstof - kan Venstre f.eks. acceptere, at der kommer flere efterafgrøder?

"Jeg kommer ikke til at lægge en oversigt frem over, hvad vi kan acceptere, og hvad vi ikke kan acceptere. Jeg forsøger her at stille nogle hegnspæle op, og så må vi se, hvad regeringen lægger på bordet. Hvis vi går med i en aftale, så er det for at lave en helhedsplan med stabile rammevilkår, der kan udvikle landbruget til gavn for dansk økonomi og landdistrikterne", siger Troels Lund Poulsen.

Emneord

politik , Top2 , Landbrugsaftale 2021

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle