Venstre: Oplagt at landbruget i fremtiden producerer mere på mindre areal

Hvis det kan "lade sig gøre", skal der udtages et større landbrugsareal end aftalt i landbrugsaftalen, melder Venstre. For nu koncentrerer partiet sig i om at levere på landbrugsaftalen, lyder det.

Danmark skal blive ved med at producere mange fødevarer, men det kan sagtens tænkes, at det bliver på mindre plads, end landbruget optager i dag. Sådan lyder det fra venstremanden og finansordfører Troels Lund Poulsen, som Altinget har talt med.

- Med tanke på landbrugets miljøbelastning vil det være oplagt at diskutere en sådan model. Hvis det kan lade sig gøre, vil det være fornuftigt, siger Troels Lund Poulsen.

På nuværende tidspunkt har Venstre dog ikke konkrete planer om at tage flere landbrugsarealer ud end dem, der allerede er aftalt med den seneste landbrugsaftale, understreger han.

Professor og leder på Institut for Agro-økologi på Aarhus Universitet Jørgen E. Olesen har også flere gange fremhævet, at reducere landbrugets areal til gengæld for større effektivitet, som en gangbar vej for at reducere landbrugets udledning. 

Professoren vurderer, at det er nødvendigt at tage cirka 300.000 hektar landbrugsjord ud af drift. Landbruget optager aktuelt 60 procent af det danske landareal. 

Det er aftaleparterne bag landbrugsaftalens ambition, at der skal udtages 100.000 hektar lavbundsjorder inklusiv randarealer.

I sit nyeste landbrugsudspil ønsker SF at 15 procent af Danmarks landbrugsarealer skal tages helt ud af drift. Det svarer til 375.000 hektar landbrugsjord, hvilket svarer til et areal, der er større end Fyn. 

Derudover vil partiet omlægge yderligere ni procent af det nuværende landbrugsareal i Danmark til græs eller økologi, hvilket svarer til 230.000 hektar. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle