Venstre overvejer hjælp til tørkeramte landmænd

Selv hvis der skulle komme regn nu, er skaden sket for årets høst. V overvejer at fremrykke landbrugsstøtte.

Venstre tager situationen i landbruget meget alvorligt. Partiet overvejer, om der skal politisk hjælp til tørkeramte landmænd, oplyser fødevareordfører Erling Bonnesen.

"Vi havde alle sammen håbet, at der ville komme noget regnvejr nu. Det gør der ikke", konstaterer han.

"Uanset hvad er skaden sket. Og den er så stor, at det også vil få en generel samfundsmæssig betydning", siger han.

"Jeg kan ikke love noget her fra morgenkvisten. Men vi tager det meget seriøst og alvorligt og tager det ind til overvejelse".

Onsdag holdt erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer et ekstraordinært møde om tørken.

"Vi er i en voldsom tørke, og tabene bliver større og større, for hver dag solen skinner, og det ikke regner. Vi kan allerede se nu, at det kommer til at ramme virkelig hårdt", sagde formand Martin Merrild til Ritzau efter mødet.

Landbruget har en liste af ønsker til politikerne. Blandt andet at landbrugsstøtten, der ellers skulle udbetales til december, fremrykkes. Og at betalingsfristerne for moms udsættes.

Erling Bonnesen er klar til at se på alle forslag. Han nævner også, at man kan give lov til at bruge græs fra brakmarker til dyrefoder. Det må man nemlig ellers ikke.

/ritzau/

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle