Venstre siger ja til CO2-afgift for landbruget med forbehold

Venstres ja til en CO2-afgift for landbruget er betinget af, at den ikke sender arbejdspladser ud af landet.

Det har vakt irritation i Venstre, at beskæftigelsesminister og fungerende politisk ordfører Peter Hummelgaard (S) onsdag har kritiseret Venstre for ikke at melde ud, at partiet ønsker en CO2-afgift for landbruget.

Kritikken faldt, efter at Venstre tidligere onsdag præsenterede sin økonomiske 2030-plan som et led i valgkampen før folketingsvalget 1. november.

Men det vil partiet skam gerne, bare på visse betingelser, siger klimaordfører Marie Bjerre (V) i en skriftlig kommentar.

- I forhold til en CO2-afgift på landbruget, så vil Venstre gerne have en CO2-afgift, siger hun.

- Men vi betinger os, at den indrettes på en måde, så den omstiller landbruget, som landbruget også selv ønsker. For vi vil ikke nikke til en CO2-afgift, der sender arbejdspladser ud af landet og lukker den danske fødevareproduktion. Det vil ikke gøre noget godt for klimaet.

- Vi skal lave en begavet CO2-afgift, der kan understøtte den grønne omstilling mod mere klimavenlige fødevarer, og som samtidig sikrer, at Danmark bevarer sin status som grønt foregangsland, siger Marie Bjerre.

Landbruget står for omkring en tredjedel af Danmarks drivhusgasudledninger.

Det er derfor meget vigtigt at nedbringe udledningerne markant, hvis Danmark skal nå i mål med målsætningen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 i forhold til niveauet i 1990.

Søndag blev Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen stillet følgende spørgsmål af ordstyrer Cecilie Beck under tv-debatten på TV 2 mellem de tre statsministerkandidater Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K).

- Ville det ikke være fair at kræve af landbruget, at de betaler den samme CO2-afgift, som industrien gør?

Jakob Ellemann-Jensens svar lød således:

- Det vil være super klogt, hvis man kan lave det.... altså jeg ved godt, at jeg henviser til en arbejdsgruppe, og det lyder som sådan noget, politikere gør, når vi synes, at nogle andre skal tage ansvaret.

- Men prøv at høre, vi har nedsat denne arbejdsgruppe til at komme med en løsning, fordi du har den udfordring, at produktionsmetoder er nu en gang, som de er.

Venstre-formanden henviste med "arbejdsgruppen" til den ekspertgruppe, som et politisk flertal, herunder både Socialdemokratiet og Venstre, har nedsat.

Kommissionen skulle i dette efterår være kommet med forslag til, hvordan en CO2-afgift for landbruget kan indrettes, men på grund af valget bliver det udskudt til næste år.

Socialdemokratiet har sagt, at partiet gerne vil have en CO2-afgift for landbruget, men regeringspartiet afventer ekspertgruppens vurderinger i forhold til, hvor høj afgiften bør være.

Venstre foreslog i juni 2020 en ensartet CO2-afgift i et fælles udspil med De Radikale. Tidligere i år vedtog et bredt politisk flertal en aftale om en grøn skattereform, hvor en CO2-afgift indgik.

I en rundspørge somLandbrugsAvisen har lavet blandt alle 14 partier stillede vi alle partierne spørgsmålet: 

Skal der CO2-afgift på udledningen af de biologiske processer i landbruget? Hvorfor, hvorfor ikke?

Her lød venstres svar således: 

- Danske fødevarer produceres med nogle af de laveste miljø- og klimaaftryk og det er vigtigt at den grønne omstilling afstemmes med teknologiudviklingen, så ny teknologi kan tages i anvendelse og sikre fortsat fødevareproduktion i Danmark. Det er afgørende for den grønne omstilling, at også vores landbrug fortsat videreudvikles og udleder mindre i fremtiden. Men når det kommer til afgifter på landbruget, er det helt afgørende for Venstre, at vi ikke sender arbejdspladser ud af landet eller svækker dansk landbrugs konkurrenceevne. Landmænd har ikke mulighed for at omstille sig på samme måde som mange andre erhverv. En CO2-afgift giver mening, hvis den laves rigtigt. Derfor ser vi frem til eksperternes vurdering af, hvordan en CO2-afgift på landbruget kan se ud uden at jage landbruget og fødevareproduktionen ud af landet.

Se hvad de andre partier svarede her.

Emneord

Folketingsvalg 2022

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle