Venstre trækker sig i efterafgrøde-sag: "Vi fik en pistol for panden"

Det er et ultimativt krav for regeringen at fremrykke krav om ekstra efterafgrøder næste år. Det får nu Venstre til at trække sig inden forhandlinger.

Det var et udtalt mål for regeringen, at der skulle landes en bred aftale om at fremrykke målsætningen for mængden af efterafgrøder for 2021 til 2020.

Men det er nu kuldsejlet, da Venstre har trukket sig, inden det blev til reelle forhandlinger, fortæller finansordfører Troels Lund Poulsen til landbrugsavisen.dk.

"På et sonderingsmøde i går blev det slået fast, at vi ikke kan blive enige om noget, der bare minder om en politisk aftale, når regeringen har som ultimativt krav, at der skal være en fremrykning", siger Troels Lund Poulsen.

kan man ikke være bekendt

Det skabte furore og vrede i landbruget, da det i sidste uge kom frem, at regeringen har indskrevet i sit finanslovsudspil, at der i 2020 skal nås et mål om 380.000 hektar efterafgrøder - hvilket er en markant stigning fra det oprindelige mål på 250.000 hektar.

Ifølge Troels Lund Poulsen kan Venstre på ingen måde støtte fremrykningen.

"Man kan ikke bare flytte målstregen midt i et løb. Slet ikke, når landbruget spiller aktivt med og er indforstået med at nå de oprindelige mål", siger finansordføreren og tilføjer:

"Samtidig kan man ikke være det her bekendt, når der er udestående problemer med f.eks. IT-systemerne".

pistol for panden

Men nu mister I jo muligheden for trods alt at sætte et aftryk på aftalen for næste år?

"Der var ingen mulighed for at sætte et aftryk, for der var ingen forhandlinger. Vi fik sat en pistol for panden, og så må de selv løse det problem. Det kommer vi ikke til at hjælpe dem med", siger Troels Lund Poulsen og tilføjer:

"Det er beklageligt, at regeringen går den vej, men det kan vi simpelthen ikke støtte. Jeg er ked af, at vi ikke kan gøre vilkårene mere tålelige for landbruget".

Minister ærgrer sig

Fødevareminister Mogens Jensen (S) ærgrer sig over, at Venstre trækker sig.

"Det er stadig regeringens ambition at få kvælstofregnskabet i balance, så vi får et bedre vandmiljø. Det ærgrer mig, at Venstre ikke har kunnet se sig i det, da jeg ellers har forstået, at Venstre også har store grønne ambitioner", lyder det fra ministeren i en skriftlig kommentar, der fortsætter:

"Det er stadig regeringens ambition, at lande en bred aftale for 2020. Samtidig håber jeg, at vi i det fremtidige arbejde med miljøreguleringen, kan opnå brede aftaler, hvor Venstre også kan indgå".

ude af forhandlinger

Det er vigtigt at understrege, at Venstre har afvist at deltage i de politiske forhandlinger for kvælstofindsatsen for 2020.

Forhandlinger om den langsigtede indsats, der starter næste år, vil Venstre stadig deltage i.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle